Memento mori – husk du skal dø. Sådan lyder en latinsk sætning, som de fleste på et eller andet tidspunkt støder på. Men sætningen har også fundet sin vej over i kunsten og betegner en lang række kunstværker, som er udformet for at minde os mennesker om, at vi skal dø, og at der er en brat ende på den jordiske skønhed, som vi omgiver os med.
Det er vores egen dødelighed, som disse memento mori værker skal minde os om, og de er nogle gange udarbejdet med et meget direkte billedsprog – skeletter og kranier bliver fremhævet som kontrast til smukke unge mennesker, der udfolder sig på værkerne.
Antik tradition
Memento mori udspringer af antikken. Eksempelvis var der i det gamle Rom en skik, a
t en general efter en militær sejr blev kørt gennem Roms gader, hvor han modtog folkets hyldest. Og mag ham stod en slave, der hele tiden hviskede ordene “menento mori” i hans øre. Ordene skulle huske ham på, at han trods den hyldest, han oplevede her og nu, var lige så dødelig som alle andre – det er jo noget, man godt kan glemme, hvis man er ombølget af succes.
I kunsten optræder memento mori på mange måder. Et vores del af verden findes der for eksempel på renæssancens billeder ofte et timeglas, der minder os om, at tiden går, eller der sidder en flue i et hjørne eller på et stykke kød eller frugt – alt er forgængeligt, skal det fortælle os. Mere direkte optræder som sagt skeletter og krandier, der jo er meget tydelige symboler på død og forgængelighed.