SADELMAGERIETS historie 1.

 

 

SADELMAGERIETS HISTORIE 1.

SADELMAGERIET I DANMARK: 

Indtil 1797 var der to fag: Remmesnideren og sadelmageren. Det ældste fag er remmesnideren, der allerede beskrives i 1460.

Under remmesnideren hørte også fagene pungmager og taskemager.

Sadelmageren beskrives første gang i Danmark 23. juni 1549 i en vedtægt der omhandler laugene i København. Der nævnes fagene buntmager, skindere, remmesnidere og sadelmagere.

Oprindeligt fremstillede sadelmageren sadler og sadelbomme, og remmesnideren seletøj, hovedtøjer, remme og dækkener.

Sadler har også været fremstillet før 1549, men hvilket fag der har taget sig af dette vides ikke. Det er muligt at sadelmageriet er et nyt fag der er indført fra Tyskland til Danmark, i begyndelsen af femtenhundredetallet.

25. oktober 1797 forenes de to fag og kommer til at hedde sadelmagere.

Sadelmager & Tapetserer Lauget blev grundlagt i 1460. Før i tiden hed lauget: Sadelmager, semsbereder, pungmager, taskemager og remmesnider.

Sadelmageren udførte meget andet end sadler:

Polstrede og udførte læderarbejde på kareter, møbler, seletøj, etuier, bælter, tasker, kufferter, bandagistarbejde, gamacher til mennesker og heste, og meget andet. Arbejde til militæret var et kapitel for sig selv, der blev afgivet kæmpe ordrer fra mititæret. Sadler i mange modeller, seletøj til specielle formål, masser af bælter og etuier og gehæng til pistoler patroner og sabler, foruden store tasker til patroner og granater. Vi har stadig de gamle priskurenter over militærarbejde. Hvor der var en militær garnision, var der også arbejde for sadelmagere.

Så kom de polstrede møbler på mode og sadelmageriet blev specialiseret, og tapetsererfaget opstod.

I 1839 aflagde tapetmagerne som tapetsererne blev kaldt, mesterprøve:

En lænestol med fjedre og krølhår og udkast til et draperi. Tapetmageren satte også gyldenlæder, vævede stoftapeter og gobeliner på væggene.

I 1857 ophævedes alle laugsprivilegierne og næringslivet blet frit.

Senere specialiserede sadelmagerne sig igen. De der før havde lavet sadelmagerarbejde på kareterne, begyndte nu at fremstille interiør til automobilerne, og autosadelmagerne opstod indenfor lauget.

I dag er faget specialiseret i hestesadelmager, tapetserer/møbelpolstrer og autosadelmager.

INTET OVERGÅR LÆDER

NATURERN OG SADELMAGERIET HÆNGER NØJE SAMMEN

FRA RÅHUD TIL HØJT FORÆDLET SADELMAGERI:

Det bedste oksehud kommer fra dyr der har levet højt oppe i bjergene, og har gået ude hele året i koldt vejr, mange gange med sne på ryggen. Læderet bliver kraftigt og med tæt cellevæv.

Huder fra gamle tyre kan opnå en tykkelse på 6-7-8 mm. Det bedste og stærkeste læder er det der har siddet på ryggen af dyret, det har en fast og stærk konsistens.

Læderet der har siddet på siden af  og under bugen, er meget blødere og uden den samme styrke, når dyret har trukket vejret så har huden hele tiden trukket sig ind og ud, og er blevet mere slapt og smidigt.

Men der er lang vej og mange processer fra den saltede råhud og til det færdige produkt. Med hårdt legemtligt arbejde for garveren og sadelmageren.

Kraftigt vegetabilsk garvet naturlæder, på lager i mange tykkelser fra 2,5 til 7mm. klar til at blive skåret ud og forædlet til sadelmageri.

Et håndværker kunstværk, en damesadel fra 1878. Fremstillet af en meget dygtig sadelmager, der var i stand til at forme læder i naturstridige faconer, det krævede mange års dygtiggørelse.

Jeg vil her prøve at beskrive, hvad sadelmageren kan præstere.

Venlig hilsen

Frank Hendriksen

2012.

Sadelmageren har fra gammel tid fået sine materialer fra naturen. han har fremstillet alt selv, og han fandt alt til produktionen i naturen omkring sig.

Læderet fik han fra dyrene:

Okse, ged, lam, får, svin og hjort.

Fra træerne fik han bark f. eks. egebark som brugtes til garvning af læderet.

Træ brugtes også til fremstilling af de store garvekar hvor garvneprocessen foregik. Først med vand, så kom der bark i, så kom råhuderne i og blev garvet af barken. Mange sadelmagere garvede selv deres læder på denne måde, indtil slutningen af attenhundredetallet.

Træ anvendtes også til værktøj:

Stoppepinde til stopning af puderne, refletræ til pyntestreger ved læderkanten, skæfter til knive, håndtag til kantjern og syle, og til alt værktøj med et håndtag.

Til syning blev først brugt sener eller råhudsstrimler fra dyr. Senere brugte sadelmageren markens afgrøder:

En grov tråd fremstillet af hamp, eller en lettere tråd fra hør hvor han lavede en linnedtråd som var glattere.

Linned tråden blev behandlet med voks fra bier for at gøre den modstandsdygtig.

Hampetråden kom i smeltet beg, som var udvundet af trætjære, beg havde den egenskab, at tråden blev stiv og hård og sad som stålsøm når læderet var syet.

Smøre og pudsemidler blev fremstillet af talg, fedt og olier fra husdyrene og voks fra bierne.

Stopning til at fylde sadelpuderne ud med kom også fra dyrene, uld fra lam og får, eller dyrehår fra hjorte.

Produktionen foregik i pagt med naturen, som hele tiden gav nye produkter, bare der ikke blev drevet rov, så virkede det som en evighedsmaskine, hvor man hele tiden kunne plukke naturens frugter.

_________________________________________________________________

GARVNINGENS HISTORIE: 

Nutidens moderne garveri arbejder i modsætning til i gamle dage med mange forskellige maskiner og hjælpemidler. Selv om måden at fremstille læder på har fået storindustripræg, så er garvningens grundprincipper stadigvæk de samme som før.

I den lange række arbejdsopgaver frem til det færdige læder, spiller legemtlig arbejde, garvernes dygtighed og håndværksmæssige kunnen stadig en stor rolle.

I gamle dage kunne garveprocessen tage op til et år, i dag kan man fremstille læder på tre uger, og man benytter stadig de vegetabilske garvemidler baseret på træets bark.

Mennesket har garvet læder i flere tusinde år. Der eksisterer stadig gamle tegninger fra Egypten der viser det gamle garveri, der minder meget om garveriet i nyere tid.

Allerede i trettenhundredetallet opstod garveriet i Norden som specielt erhverv. Mange håndværkere garvede selv deres deres læder bl. a. sadelmagere, pungmagere, semsberedere og skomagere.

Garvningen begyndte dengang på samme måde som idag med at de saltede råhuder blev skyllet i rindende vand for at fjerne blod og urenheder.

Derefter kom afhåringen, hvor huderne lagdes i en opløsning af læsket kalk og vand indtil hårene løsnedes.

Så blev kalken igen skyllet ud af huden, hvorefter pyrningen begyndte. At pyrne betyder at lukke huden op så den bedre kan absorbere garveprocessen ved den endelige garvning. Strypsinbadet (pyrningen) opløser hårrødder, fedt og snavs inde i huden. I gamle dage blev huderne så lagt på bommen (huden slås over strygebommen), hvor garveren med et sløvt buet hårjern (strygejern) med to træhåndtag, fjernede hårene fra narvsiden, og derefter på kødsiden brugte et lige skarbt skærejern, som fjernede fedt, kødfiber og andet. I dag bruger man en skrabemaskine.

Næsten alt læder til sadelmagerbrug lægges i vegetabilsk barkbaseret garvelag. I meget gamle dage lagde man huderne i store gruber, de lå ovenpå hinanden med revet bark imellem, og så hældte man vand på. Denne garveproces tog op til et år. 

Så fandt garverne på en bedre metode. Man foldede huderne og hængte dem lådret på stænger, de blev derefter sænket ned i bassiner med garvelag (vand og bark), hvorefter de blev flyttet over i andre bassiner med stigende koncentration af garvelag, dette tog tre til fire måneder, og til sidst kom de over i roterende valkefade fyldt med garvelag hvor de blev færdiggarvet.

I dag kan man nøjes med at lægge huderne i roterende effektive garvevalker. Og hele processen tager 3 uger.

Når huderne er færdiggarvet tages de ud af valkerne og skylles i vand, hvorefter de indfedtes. Derefter presses vandet ud af læderet, hvorefter læderet tørres.

For at narvsiden (den glatte overside) kan blive glat og jævn så valses læderet i en kombineret presse og udstrækningsmaskine, og narvoverfladen udjævnes i hånden.

Herefter falses læderet på kødsiden så læderet får samme tykkelse overalt, og rester af bindevæv og kød skæres væk.

For at narven skal blive blød og smidig strækkes læderet i forskellige retninger på specielle maskiner. Læder der skal have højglans på narven glansstødes i en speciel maskine.

Så er læderet klar til brug hos sadelmageren og hvis det vedligeholdes og smøres rigtigt, så kan det holde i flere generationer.

At fremstille læder er en videnskab og det kan gøres på mange måder, alt efter hvilket formål læderet skal bruges til.

Garvere nævnes i vores ældste laugsberetninger som fellbereder.

Billede af gammelt garveri fra 1568 viser garveren ved bommen hvor huderne blev lagt og skrabet. Hårene på narvsiden skrabes med en buet sløv kniv, og kødsiden skrabes med en lige skarp kniv. Til venstre er et stort garvekar. Foroven til højre de rå huder med hår på.

Garveri fra attenhundredetallet. Garvekarrene er sænket ned i gulvet, huderne skylles i vand. Garveren arbejder ved bommen.

Garverier har altid været afhængige af rendende vand i rigelige mængder. Floder, åer, bække og søer.

Huderne vaskes på vandværkstedet.

Huderne vaskes i store kar. Sådan foregik det stadig i Danmark i 1920.

Kalkbad, afhåringsbad, læderet nedsænkes i læsket kalk. 1944.

Huderne bliver slået på bommen og skrabes med en sløv kniv. Hår, fedt og fiberrester fjernes.

Garveren arbejder ved bommen.

Buet stumpt hårjern, og lige skarpt skærejern.

Strøkar med egebark til garvning.

Huderne sorteres.

Nedsænkede garvekar med vand og egebark (garvelag), hvor huderne hænger på stænger.

I baggrunden de store roterende garvevalker.

Roterende valketromler færdiggarver huderne.

De færdiggarvede huder tages ud af de roterende garvevalker, huderne børstes, skylles, indfedtes,vandet presses ud og læderet tørres.

Huderne valses glatte og jævne.

Læderet falses på bagsiden i den rigtige tykkelse.

Læderet stødes, narven glattes.

Ca 1920.

Det færdige læder ligger på lager hos sadelmager Dahlman 2012.

Da jeg i 1963 var færdiguddannet som sadelmager og blev belønnet med Håndværker Foreningens sølvmedalje for mit svendestykke. Så fik jeg som gave ovenstående garverfigur af garverfirmaet Dominion Belting.

 

Selve garveriet lå ved Roskilde Fjord. og deres udsalg lå på Blegdamsvej i København.

Denne figur viser de arbejdsstillinger garverne indtog når de slog huden på bommen. Det var et meget hårdt arbejdsmiljø, når garverene arbejdede med de tunge våde huder. Der har nok været mange der kronisk har haft ondt i ryg, arme og ben.

___________________________________________________________________

SADELMAGER VÆRKSTEDER:  

Gammelt træsnit, sadelmagerværksted ca. 1568.

Sadelmageren sidder ved sin huggeblok, med en tengsel tilhugger han en sadelbom til en klassisk dressursadel. På gulvet ligger sadelbomme og bovtræer. Ved bagvæggen en rulle læder. På disken økse, tengsel, og båndkniv. På væggen hovedtøjer, øgpude med bovtræer og en sadel.

Under en ferie i Grækenland i 1979, kom jeg forbi den lokale æselsadelmager, og så ham fremstille en sadel.

Det var efter de samme teknikker som sadelmageren brugte i 1568. Det samme tidskrævende håndværk. Med træ hentet ude fra naturen, som var vokset op og havde fået en buet facon så det kunne bruges til en sadelbom. Det har sikkert også taget lang tid at finde dette træ. 

Udviklingen går langsomt indenfor håndværksfag, når man har fundet en god teknik, så sker der kun langsomt ændringer. Og faget bliver givet videre fra generation til generation.

Sadelmagerværksted ca. 1763.

T.v. en skærer læder ud med en halvmånekniv. T.h. to håndsyer med syklemmer der blev holdt fast imellem benene. På gulvet en kumteform og en klassisk dressursadel.

Dahlmans sadelmagere. 1880. Personalet står udenfor værkstedet i Sadelmagergården som lå ved Christiansborg Slots ridebane, Tøjhusgade 11. I baggrunden Tøjhusmuseet.

Til venstre er ophængt skyklapper på væggen. I midten et kumtestativ med en kumte til tospand. Til højre er kumter ophængt på tørrestativet.

Firmaet Dahlman blev grundlagt i Sadelmagergården 14. september 1807, efter Københavns bombardement.

Familien Marie Helene og Dahlmans grundlægger Wilhelm Ludvig Dahlman og deres fem børn boede i Staldmestergården på Christiansborg, desuden boede fire lærlinge, en svend og to tjenestepiger, så der var mange i boligen.

Wilhelm Ludvig Dahlmans to sønner Frederik Gustav og Lauritz Theodor Dahlman voksede op på Christiansborg og tilbragte deres barndom på sadelmagerværkstedet, så sadelmageriet kom ind med modermælken.

Så det blev et par fagligt stolte sadelmagermestre med store ambitioner, som forøgede deres kundskaber, når de deltog på de internationale verdensudstillinger, hvor de mødte sadelmagere fra hele verden.

De er begge med på dette billede.

Helt til højre står sadelmagermester Frederik Gustav Dahlman, og hans bror Lauritz Theodor Dahlman står som nr. syv fra venstre med bovlerhat på.

Helt til venstre står Lauritz Theodors søn sadelmagermester fra 1884 Theodor Dahlman og hans Kompangon Grundlæggerens dattersøn Frederik Johan Lauritz Petersen står som nr. ti fra venstre med kasket på.

På Christiansborg Slot boede der 244 personer som var ansat under kongehuset. Så Christiansborg var et helt lille bysamfund i København.

Dahlmans værksted 1889.

Industrialiseringen var begyndt. Der var kommet foddrevne symaskiner på værkstedet, før den tid var al syning udført i hånden med en syl og to nåle.

Der var ingen strøm eller elektrisk lys på værkstedet, så alle der skulle udføre syarbejde var placeret foran vinduerne, hvor der var mest lys. Så arbejdstiden var afpasset efter årstiden, sadelmagerne mødte når det blev lyst, og gik hjem når det blev mørkt. Der var en seksdages arbejdsuge, med fridag om søndagen. Hvis der var meget travlt om vinteren, og arbejdsdagen var kort grundet manglende dagslys, så kunne det forekomme at sadelmagersvendene tog deres syklemme med hjem og også arbejdede over om søndagen.

Til højre sidder en sadelmager på sin trebenede sadelmagerskammel med sin syklemme imellem lårene og håndsyr et bringestykke. Under bordet ligger huderne. På væggen til højre hænge Kgl. stalds kørehovedtøj.

Der arbejdes med Singer symaskiner.

Sadelmagerne foran værkstedet 17.1.1894. Mange af sadelmagerne havde skødeskind, som forklæde.

Billedet er eventuelt taget i forbindelse med at den sidste af brødrene Dahlman, Frederik Gustav Dahlman´s begravelse, han var død 8.1.1894.

Willy Hendriksen 1938.

Willy sidder med sit svendestykke. En ridesadel med udvendige knæpuder, og med stofpuder under. Dengang brugte man kun stofpuder på sadler. Han modtog den højeste udmærkelse for svendestykket. Håndværkerforeningens sølvmedalje.

Willy håndsyer de udvendige knæpuder.

Frank håndsyer kederen på de små sadeltasker til en Dahlman sadel. På bordet en afrundet sadelmagerhammer.

Dahlman udfør sadelmagerarbejde til kongehuset.

Willy, Erik og Frank Hendriksen på sadelmagerværkstedet Fortunstræde 5. 1982.

Frank og Erik, 1982. Der findes læder frem på skærebordet (det lange bord hvor huderne bliver rullet ud og anskåret).

Erik fremstiller en håndsyet grime.

En damesadel til reperation.

Erik håndsyer.

Han sidder på en sadelmagerstol med en indbygget syklemme (en ros), læderet der skal syes  fastholdes i syklemmen.

På bordet ligger en skarp syl, en rundsyl, en kniv, to tænger, en passer, en hultang, et reffeltræ og et huggejern til lidshuller. 

Værkstedet 2011. Lageret af huder og skind.

Til venstre i billedet smedebordet. Med armbolt, skruestik, boremaskine, hamre, kørneprikker, dorne og mejsler. I midten sadelafprøvningsbuk udført i træ med hesterygfacon, den er vel nok ca. 150 år gammel.

Skufferne med spænder og beslag.

____________________________________________________________________________

SADELMAGERFORRETNINGERNE: 

Dahlmans forretning, Frederiksholm Kanal 4. 1907.

Fra venstre Theodor Dahlman, Kai Halkier og Henry Hendriksen.

Der vises datidens design. En herresadel afprøves på den mekaniske hest, den kunne indstilles til alle gangarter, så kunden kunne afprøve sadlen.

I baggrunden en damesadel med to store horn som damen kunne sætte benene omkring, kjolen lå op over hornene og dækkede damens ben.

Til højre på den udstoppede hest en etspands bringesele med bred sellet. I skabet i baggrunden firespands komteseletøj.

På væggen hænger litografier fremstillet af den franske kunstner Albert Adams.

Det var noget helt nyt at en håndværkervirksomhed fik udstillingslokaler. Før den tid kom kunden på værkstedet og fik fremvist varerne der. Men fra 1906 havde Dahlman en stor forretning ud imod gaden, og værksted imod gården, i Frederiksholm Kanal 4.

Forretningen 1918.

Der vises sadler på to af Dahlmans fem udstoppede heste. Foran hestene på gulvet ligger stålsvangpuder. Til højre krumsnorskørepiske. Til venstre køreseletøj. Skabet til venstre er flyttet med til forretningen i Fortunstræde 5. 

Forretningen Fortunstræde 5. 2011. Det store skab fra Frederiksholm Kanal står til højre i forretningen. Der fremvises Dahlmans rundskårne hovedtøjer.

Det gamle sadelskab fra Frederiksholm kanal.

____________________________________________________________________________

SADLERNES HISTORIE: 

Sadlerne er en orientalsk opfindelse som omkring Kristi fødsel kom til Europa og fandt anvendelse i det romerske rytteri, hvor den kaldtes rytterstolen.

Den ældste sadelform i middelalderen havde et fladt bredt sæde med en lav for og bagsvissel. Efterhånden som ridderen blev den vigtigste militære enhed ved krigsførelsen, og hans rustning blev sværere og sværere, så måtte sadlen ændres så den levede op til de nye krav der blev stillet.

Middelalderens kalkmalerier viser sadler med meget høj for og bagsvissel. Han skulle have et sikkert dybt sæde, når han højt til hest kastede sig ud i kamp med lanse, som efterhånden blev længere og tungere. Modstanderen måtte ikke for let kunne kaste ham af sadlen, så sadelbommene blev større både for og bagtil.

For og bagsvissel bøjedes imod hinanden så rytteren sad låst i sædet. Somme tider blev han endda spændt fast med remme fra både for og bagbom, han var nu ikke alene klemt inde i sædet, men var også spændt fast i sadlen.

For at sikre, at den tunge sadel og rytter blev på hestens ryg, så spændes sadlen ikke alene fast med en buggjord, men også med remme der gik fra forbommen omkring hestens bringe, og fra bagbommen omkring dens bagparti, (for og bagtøj).

Sadelbommen blev bygget op af træ, som den altid er blevet det, og forstærket og prydet med beslag.

Sædet i sadlen har antageligt været dækket af en løs, hårdt stoppet pude af skind eller klæde. I løbet af fjortenhundrede tallet blev rytteren mere og mere jernklædt, og til sidst var han og til dels også hesten helt dækket af panser og plade.

Nu blev sædet fuldstændig overtrukket med glat skind, eller det blev lavet af træ eller jern og de højt opsvungne for og bagbomme blev beklædt med stål, især den forreste del af bommen, der skulle beskytte ridderen i kamp.

I middelalderen  brugtes til kvinder en tværsadel med ryglæn og fodbrædt.

Efterhånden som brug af lanse udgik, fordi skydevåben i løbet af femtenhundredetallet blev almindelige og ridderen mistede sin militære betydning, og lansen fra nu af kun brugtes til våbenleg og turneringer, så ændrede sadlen karakter. Den blev lettere, bommene blev lavere og sædet bredere og i stedet for med beslag, så blev sadlen nu dækket med læder. 

Sadelmageren fremstillede selv sadelbommen, og alt andet på sadlen. Adelen og kongehuset og de førende klasser krævede mere og mere af deres sadel og ridetøj. Der anvendtes ikke alene læder, men også vævede stoffer, og sadlen blev beslået med med guld og sølv og prydet med kostelige stene. Sadlen kunne ikke mindst til turneringer være malet og forgyldt, og malere medvirkede ved fremstillingen, og de malede også rytterens skjolde til turneringer.

Ved kroningen i 1596 er Christian 4. steget til hest med et overdådigt sadeltøj beklædt med ædelstene og guld og med et kostbart  skaberak der forneden var skåret i tunger.

På Rosenborg bevares endnu det sadeltøj som kongen lod udføre til den udvalgte prins Christians bryllup i 1634. Det er i sort fløjl og rigt broderet med guld, juveler og perler. Det hører til et af klenodierne fra denne tid. Det viser forkærligheden for pragt og skønhed.

I 1700 tallet opstod andre fladere sadeltyper:

Tysk sadel, fransk sadel, engelsk pritsche sadel, engelsk wurst sadel, engelsk frosh sadel, engelsk jagtsadel og husar sadel (ungarnsk sadel).

I 1830 benyttedes skolesadlen, engelsk sadel og husar sadel. Tværsadlen til kvinder erstattedes af "den engelske fruentimmer sadel".

I Danmark forsvandt skolesadlen sammen med det svære kavaleri omkring stutningen af 1800 tallet. Den ungarnske sadel bevaredes hos det hestetrukne artelleri og det lette kavaleri.

Efter 1945 er der damesadlen tilbage der benyttedes til opvisning. Og den engelske sadel, der er grundlaget for sadlerne i dag, og som ikke har forandret sig meget siden slutningen af 1700 tallet.

Middelaldersadler med høj for og bagsvissel, så ridderen sad godt fast når han brugte lanse. Med for og bagtøj, som forhindrede sadlen i at glide frem eller tilbage.

Damesadel, tværsadel med ryglæn og fodbrædt.

Engelsk sadel.

a. sadelpude, b. sæde, c. lille sadelklap (sadeltaske), d. stor sadelklap (sadeltaske).

Ungarnsk sadel eller husarsadel.

Ungarnsk sadel / Husarsadel. Vist uden sadelpude.

Skolesadel.

Fruentimmersadlen. Den Engelske damesadel.

____________________________________________________________________________

SADELFABRIKATION, SADELBOMME: 

Verdens bedste sadelbom den tyske Passier læderfjederbom. Der er kun få sadelmagere der istand til at fremstille denne sadelbom. Der er et meget stort krævende håndarbejde.

Passier kunststof sadelbom, med samme egenskaber som læderfjederbommen, men meget billigere at fremstille.

Engelsk fjeder sadelbom i lamineret træ, med tilbagetrukket forsvissel.

Engelsk sadelbom i lamineret træ med, med streight head, lige forsvissel.

Engelsk sadelbom til Staff Officer´s fan and burr sadel. Med påsømmet linnedgjoring, og lærred til sædemadrasering.

Sadelbom til Dahlman damesadel, med høje horn fortil som damen kunne klemme benene sammen om, for at sidde fast i sadlen, det ene horn kunne som regel skrues af og monteres i et andet hul så afstanden imellem hornene kunne ændres. Med lang ortspids i venstre side og en kortere i højre side. Med en selvudløsende stigremskrampe så stigremmen og stigbøjlen udløstes hvis rytteren faldt af hesten.

Sadelbom til Ungarnsk sadel eller husarsadel.

Sadelbom til klassisk dressursadel. Med ortspidser der går ned om hesten både for og bagtil.

Fransk sadelbom til klassisk dressur.

Australsk leddelt bevægelig sadelbom til officer sadel.

Sadelbom til cowboy sadel.

___________________________________________________________________________

SADELFABRIKATION: 

Opbygning af Passier læderfjedersadelbom.

Udført i lamineret træ, med læder udvendig på begge sider og med indsyet spanskrør imellem lagene. Beslået med fjederstål steger og chromevanadium hovedjern (kopfjern).

Verdens bedste sadelbom. Rytteren kommer tæt ned på hesten, sadelbommen fjedrer og giver frihed til hestens bevægelser, madraseringen falder ikke sammen, fordi der ikke som på andre sadelbomme er et hul imellem stegerne, og den tilbagetrukne forsvissel giver plads til hestens manke.   

Udskæring af sædeskind til en Passier sadel. Der benyttes en halvmånekniv.

Sædeskindet påsættes vådt, og tilskæres.

__________________

VI ER OPHØRT MED AT FREMSTILLE SADLER, MEN VISER HER FREMSTILLING AF EN DAHLMAN SADEL:

Sadelbom med sædemadrasering og påsømmede gjoringer til sadelgjordstropper.

Vådt sædeskind er påsømmet sadelbommen, når skindet er tørt afmonteres det igen, og påsyes de små sadeltasker.

Sædeskindet tilpasses.

De små sadeltasker påsyes antrækslæder på indersiden af taskerne. Antrækslæderet bliver brugt til at påsømme sædeskindet på sadelbommen, og når sadelpuderne senere i processen skal påsyes med en krumnål, så syes de op i antrækslæderet, antrækslæderet er på bagsiden forstærket med lærred for at forstærke læderet.

Kederen syes på de små sadeltasker, hvorefter de små sadeltasker syes på sædeskindet og sædeskindet påsømmes igen på sadelbommen, ved hjælp af antrækslæderet som sidder under sadeltaskerne.

De store sadeltasker tilpasses, påsømmes og påskrues på undersiden af sadelbommen.

De store sadeltasker og samlelæderet er klar til at blive påsømmet sadelbommen. De store sadelklapper er her monteret med store udvendige knæpuder. På bordet ligger en sadelmagerhammer med langt smalt hoved, som kan nå ind alle steder på sadelbommen. Foran ligger bivoks til at vokse tråden med.

Der påsømmes samlelæder ved den tilbagetrukne forsvissel. Puden bliver senere syet op på samlelæderet.

Sadelgjordstropper og stroptasker er påsyet.

Der påsømmes læder i sadelkammeret, på undersiden af sadelbommen, så er overdelen af sadlen færdig. Når underdelen sadelpuden er færdig påsyes sadelpuderne med en krumnål op i sædeskind, sadeltasker, antrækslæder og samlelæder.

Den øverste del af sadelpuden er udskåret og lærred er pålimet på undersiden for at forstærke læderet og gøre oversiden stiv, så den kan holde faconen. Derefter bliver ortsko påsyet. Orterne på sadelbommen går ned i ortskoene og er med til at holde puden fast på sadelbommen.

De to halvdele af puden syes sammen bagtil og fortil, imellem syningerne kommer sadelkammeret til at ligge.

Den øverste del af puden er sat fast i orterne i sadelbommen, og sømmet bagtil og der tegnes op til bredden på sadelkammeret.

De underliggende sadeltasker er påsyet den øverste del af sadelpuden.

Skind til de forreste vulster er påsyet.

Skind til de forreste og bagerste vulster er påsyet.

Det nederste pudeskind syes sammen med vulsterne. Det hele foregår med vrangen (kødsiden) ud af på skindet. Puden bliver senere vendt og narvsiden kommer frem.

Puden er blevet vendt så narven er kommet udaf. Vulsterne bliver foret indvendig med rundt filt og skal så afheftes (syes i kanten) så de bliver runde.

Puderne bliver stoppet op med ren kartet uld. Man bruger en stoppepind til dette.

Puderne bliver afheftet så stopningen ikke flytter sig. Herefter bliver sadlens overdel (sædet), syet sammen med underdelen (sadelpuden). Håndsyning med en krumnål, og sadlen er færdig.

__________________________________

En dækkengjord med stoppede puder opstoppes med kartet uld. Og puderne afheftes.

Den færdige dækkengjord.

To sadelekviperinger er klar til levering til kunden. Efter mange timers håndarbejde.

Ordren lød på:

2 ridesadler med udvendige anatomisk formede knæpuder, 2 par stigremme, 2 par stigbøjler,

2 foldede lædersadelgjorde, 2 filt sadelunderlag med læderbesætning.

2 grimer i speciel model Kgl. Stald, hvor kæberemmen sidder højt oppe på siden af spændet til nakkestykket.

2 dobbelte ridehovedtøjer (kandarhovedtøjer) med stang og bridon, og med bladsyning på de doublerede næsebånd.

2 fortøjer med doublering og bladsyning foroven på sprungremmen og mankeremmen.

2 promenadedækkener i lysternet 100% uld, model Kgl. Stald. Med påsyet kongekrone og monogram i rødt stof med gult stof under udskæringerne i kronerne.

2 dækkengjorde med stoppede skindpuder med specielle læderforstærkninger, stemmeremme og læderafheftninger.

Alt udført helt igennem dansk, dansk læder og dansk arbejdskraft.

_____________________________________________________________________________

SADELMAGERIETS UDVIKLING: 

I dag er det ved at blive for dyrt at fremstille sadelmageri i Europa, timelønningerne er blevet for dyre.

Der fremstilles stadig lidt kvalitetssadler i Europa, men det meste sadeltøj og sadler fremstilles i lande i østen med billig arbejdskraft.

Før i tiden var der hundredetusinder af sadelmagere i Europa. Den gang brugte man hestevogne til al transport, sadelmageren var dengang lige som mekanikerne i dag, der var hele tiden nye varer der skulle fremstilles, og der skete hele tiden uheld med seletøjet, så der var masser af reperationsarbejde. Men efter automobilerne blev opfundet, så er det gået hurtigt ned af bakke med fremstilling af seletøj.

Den by i verden der bedst beskriver sadelmageriets udvikling er den engelske by WALSALL, som ligger i Midt England. Det er den by i verden der altid har haft flest sadelmagere.

Historien i Walsall følger den samme tidslinie som vores firma Dahlman´s historie:

1801: Var der 29 sadelmagere i Walsall.

1830: Startede den første masseproduktion af sadler.

1841: Var der 171 sadelmagerfirmaer.

1855-56: Krimkrigen med stor produktion af sadler og seletøj til den engelske hær.

1866: Også dengang så man meget på prisen på de udførte varer. Tiårige piger blev ansat på værkstederne for at håndsy sadeltøj.

1870-71: Krigsproduktion til begge sider i den Fransk - Preussiske krig.

1881: Der var nu 3494 sadelmagerfirmaer og 430 garverier.

1901: Den højeste beskæftigelse. 6830 firmaer fremstiller seletøj og sadeltøj.

1903: Der sker noget katastrofalt for sadelmageriet. De første automobiler kommer på gaden. Fra nu af bliver der fremstillet et meget mindre antal seletøj.

1914-18: Første Verdenskrig starter, der kommer en kæmpe produktion af militærudrustning og sadeltøj til militæret. Et enkelt firma fremstillede 100.000 stk. sadler til den Britiske hær i de første to år af krigen.

1939-45: Anden Verdenskrig. kæmpe produktion af lædermilitærudrustning.

1951: 2818 personer arbejder som sadelmagere.

1970: Walsalls sidste garveri lukker.

2003: Der er 70 sadelmagerfirmaer tilbage. Fra nu af går det meget hurtigt med udflytning af produktionen til lavtlønslande. De fleste af Europas sadelmagerfirmaer får lavet deres hovedtøjer og sadeltøj i udlandet, og sadelproduktionen flyttes nok også snart, så der bliver mindre beskæftigelse indenfor sadelmagerfaget.

De sadelmagerfirmaer der stadig overlever i Europa, er dem der ikke er gået på akkord med kvaliteten, der er stadig kvalitetsbeviste kunder, der gerne vil betale for kvalitet udført i Vesteuropa.

____________________________________________________________________________