I gamle dage videreuddannede håndværkersvenden sig i udlandet. Efter at lærlingen havde aflagt svendeprøve og var udlært svend, kunne han drage på valsen, på tysk "walze" der betyder håndværkerrejse.

 

Før år 1700 var det nærmest en pligt ellers kunne han ikke senere blive mester. For at være en ægte fremmedskrevet svend, skulle han i nittenhundredetallet vandre tre år og een dag.

Han måtte ikke komme sit hjem nærmere end 50 km. dog med undtagelse af

dødsfald eller sygdom i den nærmeste familie. Allerede år 1600 var vandringstiden

for en sadelmagersvend i Københavns laug tre år.

I gamle dage gik svendene over alperne til Italien, malersvenden Ludvig Prange

beskriver dette. De måtte benytte bjergpassene, det var før der var bygget tunneler.

De startede opstigningen over Sankt Gotthardtpasset, fra Italien kl. 4 om morgenen, så begyndte de den farlige opstigning over den frosne sne, den skærende vind løsnede huden fra ansigterne, selvom de havde bundet klude om, rimfrost dækkede håret og øjenbrynene, og fra skægget hang istapper.

 

De havde ikke anden vej at følge end sporene fra dem der havde krydset bjerget dagen før, selv om mange af sporene var føget til. Efter tre en halv time nåede de bjergtoppen, hvor de dårligt kunne trække vejret i den iltfattige luft. De befandt sig 10.000 fod, 2107 meter over havoverfladen, men heldigvis lå her et munkekloster, med et godt værtshus hvor de spiste en god frokost.

 

De gik nu i gang med den lettere nedstigning af bjerget, men solen var nu kommet højere op, og sneen var begyndt at smelte, så de sank tit ned i sneen til under armhulerne, og måtte hjælpe hinanden op. Kl. 11 kom de til den modsatte side af bjerget og kl. 12 nåede de den Schweiziske by Ursern.

Rejseudrustning:

En let frakke eller jakke, klædesbenklæder, bekvemme støvler eller sko med dobbelte såler med sømhoveder eller støvlebeskyttere i stål, en vest der kan knappes op i halsen og med en indvendig lomme hvor papirerne kan gemmes,

evt. et landkort og et kompas, et pengebælte i vaskeskind der kan knappes sammen og bæres inde på kroppen.

 

Til at medbringe nødvendigt tøj anvendes en taske, tornyster eller en berliner (en fleksibel taske der kan gøres større eller mindre med en løbegang med en snor i, udført i voksdug og til at bære over skulderen). I denne kunne være skjorter, uldtrøje og en krave (kravetøj), der anvendtes når han kom ind i byen og skulle se respektabel ud. Desuden en ransel( rygsæk kaldt felleisen). Jeg overtog selv min farfars felleis rygsæk (som han havde haft med på valsen), da jeg som barn skulle på feriekoloni, jeg skilte mig så meget ud fra de andre børn med deres kufferter at jeg kom i avisen Politiken.

 

I nyere tid satte svenden en aksel med to hjul på randselen, så han med sin stok kunne trække den efter sig. Endelig medbragte han zeigenhainerstokken en snoet stok lavet af en vinstok, som han kunne støtte sig til, eller bruge til at forsvare sig imod røvere.

Generalprokureur Stampe indførte det mindeværdige reskript af 10de April 1761,

som opstiller helt nye Principer, om Laug, og strider mod alt det overleverede.

Allerede i Præmisserne udtales den grundsætning, at "det udi en velinrettet Stat

ikke letteligt bør formenes Nogen at ærnære sig på hvad lovlig Maade Han bedst

véd og kan". Kongen vil derfor en gang for alle have besluttet, at intet nyt Laug

efterdags maa indrettes, ei heller nye Laugsartikler konfirmeres, medmindre de et eller andet tilfælde maatte være således forfattede, at Enhver, der forlanger det, uden bryderi eller omkostning kan indtages imod at betale en Kjendelse af 4 til 6 Mark eller "lidt mere". Hvis et eller andet Laug skulle finde sin regning ved at faa Lauget ophævet. Som Billedhuggerne for nogen Tid siden fik, så kan det gjerne bevilges. Og det samme bør i iagttages ved de´ Laug som paa en eller anden måde forbryde deres Laugsartikler og Privilegier. Monopoler og Privilegia exclusiva, ville ikke mere blive udstedte, navnlig ikke monopolia realia, som ere knyttede til visse Bygninger eller Grunde; dog kun visse Fabrikker eller manufakturer faa Privilegier paa et vist Åremaal.

 

Formelle Mangler skulle ikke længere være til Hinder for at komme i Laug, og Fattigfolk maatte arbejde i en hvilken som helst Profession med egne Hænder, ja med Drengs eller Håndlangers assistance, naar de erklære, at de ikke vide anden Maade et ernære sig, og det ved nærmere undersøgelse befindes, at "det omtrent forholder sig således". Omkostninger ved at komme i Laug skulle nedsættes; enhver Mester skal mindst have én indfødt dreng i lære, og Magistraten skal kunne dispensere duelige Svende fra at forfærdige Mesterstykke. Men "skal et sådant endeligt forfærdiges", maa Svenden forfærdige det, som mageligst kan afsættes og kræver mindst bekostning og tid. Derhos skulle Haandværkersvende frit kunne indlade sig i Ægteskab, og hvis de af denne grund afskediges af Mesteren, eller andre Svende nægter at arbejde med dem, vil Kongen bevilge Dem at indtages i Lauget som Mestre, uanset Noget endnu maatte fattes i deres Svendeaar, eller noget andet reqvisitum dertil maatte mangle dem. Endelig faar Magistraten ordre til jævnlig at advare og tilholde vedkommende Laug selv at frembringe, forskaffe og forarbejde de Ting, som indbyggerne ere kommet i Vane med at forskrive fra fremmede steder, skjøndt de lettelig her kunne haves ligesaa gode og for ligesaa godt kjøb.

Til ikke ringe lettelse for svendene fik Magistraten derhos Tilladelse til at dispensere dem fra Mesteraar, naar omstændighederne talte derfor, ja afskaffe det helt, naar det maatte anses som overflødigt, såsom hos Bogbindere, Blikkenslagere, Garvere, Skomagere og Skræddere.

I Januar 1783 blev der skredet ind overfor Bogtrykkerne i Kjøbenhavn, som fra

gammel Tid havde tiltaget sig en slagt Overhøjhed over Provindsbogtrykkerne,

saaledes at disses udlærte Drenge ikke bliver betragtet som Svende, før de atter

have staaet i Forbundt i Hovedstaden og derhos havde betalt en vis Sum "i Anførsels og Udskrivningspenge". Dette blev forbudt; enhver Bogtrykker udenfor Kjøbenhavn der selv havde lært Kunsten, kunne nu give sine Drenge lovligt Lærebrev, og hvis han ikke havde lært den, så den kunsterfarne Faktor der forestod Trykkeriet.

 

 

 

 

SADELMAGERIETS HISTORIE 7.

LAUG

PÅ VALSEN

SVENDEVANDRING

Der er mange gamle traditioner og overleverede historier om laugene, mestrene, svendene og lærlingene.

Alle de forskellige ceremonier, og de faglige kampe. Uddannelsen, og kampen for at få arbejde. Svendevandringer, på valsen, svendestykker og mesterstykker.

Jeg vil prøve at beskrive dette, dels fra min farfars gemte breve og brevkort, fra han var på valsen, og lidt historie som man stadig kan finde, men der er ikke mange håndværkere tilbage som har oplevet det krævende håndværkerliv på valsen.

Sadelmagermester Frank hendriksen

København 2012. 

DER ER MANGE ORD OG BETYDNINGER FOR DEN FAGLIGE ORGANITATION

ET LAUG:

LAUG, LAV, LAGH, LAG OG FÆLLESSKAB.

Ordet lav er det der benyttes mest i dag.

 

GILDERNE OG LAUGENE:

De første håndværkerlaug opstod i ca. 1100 til 1200-tallet. Før den tid var

håndværksmestrene i byerne medlem af gilderne, men da købmændene i gilderne fik for meget magt, så trak håndværkerne sig ud og oprettede med kongens velsignelse deres egen organisation LAUGENE. Omkring år 1200 omtales første gang en sammenslutning af håndværkere i Slesvig Stadsret.

Det der dengang virkelig havde betydning for udvikling af byerne i Danmark var,

værnegilderne, et religiøst selskab, og gilderne, der var præget af borgerånd og

borgerfrihed.

Gildeskråerne med gildernes love viser at man skulle yde gensidig hjælp og bistand i fattige tider, og gilderne var et værn imod kirke, kongemagt og indtrængende fremmede.

Gilderne havde sin blomstringstid i Valdemartiden. Det var ikke en

håndværkerorganisation, men hele borgerskabet var gildebrødre. Byernes

befolkning begyndte at føle samhørighed. Dette til trods for at Hansestæderne

hjemsøgte de danske byer med flåde og krigsfolk, for at stoppe de begyndende

danske købstæder, der var en trussel imod Hansestædernes handelsmagt.

 

De danske håndværkere var i det elvte århundrede så selvbeviste at de begyndte at danne håndværkerlaug, der fik de samme opgaver og regler som gilderne, at værne de små imod de store.

Denne omvæltning gik ikke stille af sig, men i Danmark var det ikke så slemt som i Tyskland, hvor ti af håndværkernes oldermænd blev henrettet på torvet i

Magdeburg.

Men håndværkerne vandt deres ret efter lang tids kamp. I det

femtende århundrede var sejren vundet og håndværkernes ligeberettigelse med andre stænder gennemført.

Laugene var strengt faglige organisationer, de store håndværksfag havde hver deres eget laug, de små fag var slået sammen med flere fag i samme laug, og den af kongen underskrevne laugsskrå pålagde enhver udøver af faget at være medlem af lauget.

Laugsforsamlingen der bestod af alle laugsbrødrene var laugets bestemmende myndighed.

 

Enhver laugsforsamling skulle indledes med visse ceremonier.

Det vigtigste var laugsladen, et skrin, der indeholdt alle laugets værdigenstande blandt andet skafferstokken, dokumenter og skråen (et dokument der indeholdt laugets love, vedtægter og ordensregler).

For at sikre at ingen på egen hånd kunne komme i

laden, havde man flere låse på den, oldermanden og hans lademestre havde så hver sin nøgle når den skulle åbnes. Når laden åbnedes skulle alle laugsbrødrene blotte hovedet i ærbødighed.

Laden havde også den symbolske funktion, at når der holdtes

møder, så bankede skafferen tre gange på låget, hvorpå mødet var klappet op (åbnet), tilsvarende blev mødet klappet i (lukket).

Når laden var åben skulle al tale og opførsel foregå efter bestemte regler, og overtrædelse heraf kunne blive straffet hårdt. Man kunne risikere dobbelt bødestraf eller i særlige graverende tilfælde kunne lovbryderen blive ekskluderet af lauget og blive erklæret uærlig.

Alle nye lærlinge blev fremstillet for Laugsforsamlingen. Lærlingen kunne være fra otte til ti år, senere 14 år, og læretiden kunne være fra tre til seks år eller mere afhængig af mesteren. Når han havde udstået læretiden så fik han et lærebrev, der beviste at han havde lært faget. Det var først senere at svendebrevet kom til.

I gamle dage blev den færdiguddannede læredreng ved med at blive kaldt en dreng, hvis han blev hos sin læremester, ikke havde været på valsen, ikke havde arbejdet for andre mestre, eller ikke havde udført et mesterstykke.

Når læredrengen var færdiguddannet som svend, så skulle han gennemgå forskellige skikke og ceremonier alt efter hvilket fag han var uddannet i. Indenfor snedkerne skulle svenden være behøvlet. Han blev lagt på en høvlebænk og de andre svende tog en høvl, og lod som om de høvlede kanterne af ham, nu var han behøvlet og værdig, han havde aflagt sig alle lærlingens dårlige manerer og kunne optages i svendelauget. Hvis han ikke havde gennemført denne skik så var han ubehøvlet, og kunne ikke accepteres af de andre svende.

 

Indenfor garverfaget, der dengang hed

feldbereder eller skindbereder hed ceremonien kroning.

Lauget havde også politimyndighed, og en domstol der kunne udstede bøder, eller i værste fald ekskludering af lauget, så vedkommende ikke kunne udøve sit håndværk (bønhaser).

 

Der stod i laugsloven at mestrene ikke måtte søge berygtede værtshuse,

og ikke drikke sig så berusede at de var en skændsel for faget.

Oldermændene førte tilsyn med værkstederne og kontrollerede at der blev brugt

ordentlige materialer, og at værktøjet var i orden. Laugene blev også overvåget af bystyret.

Laugene virkede som forbrugernes forlængede hånd, der hele tiden

prøvede at højne kvaliteten.

 

Laugsbrødre i mange lande konkurrerede indbyrdes, og på mange verdensudstillinger udstillede de dygtigste mestre deres varer, der blev bedømt af en udstillingskomite, der uddelte diplomer og guld, sølv og bronze medaljer, hvilket var en stor hædersbevisning, der gjorde at mesterens produkter kunne sælges i udlandet, og de fik større prestige i deres egen by. På disse udstillinger kunne fagets mestre følge med i udviklingen og moderetningerne internationalt, og i deres egen hjemby præsentere det nyeste fra udlandet.

Laugene fungerede som et socialt netværk for mestrene og deres familie, hvis de kom i nød: Ved sygdom, død og begravelse, og de hjalp også enkerne.

For at en svend senere kunne blive mester, så skulle han i to eller tre år drage på valsen til udlandet, og arbejde hos håndværksmestre indenfor det fag hvor han var uddannet og der dygtiggøre sig, og få viden om hvordan en svend skulle opføre sig.

 

Han måtte i denne periode ikke komme sit hjem nærmere end 50 kilometer, kun i tilfælde af dødsfald indenfor den nærmeste familie, kunne denne regel brydes.

 

Han kunne også komme ud for at når han kom hjem, så blev han sendt af sted igen på en ny dannelsesrejse, hvis lauget skønnede at han ikke havde lært nok.

Det kostede mange penge at blive optaget som mester i et laug. Når en mester

skulle optages i Remmesnider & Pungmagerlauget i København, som

Sadelmagerlauget hed før, bestemtes det i skråen fra 1460, at den der skulle

optages i lauget skulle holde et igangsgilde med mesterkost og erlægge:

 

En mark lybsk og kost til et gilde, to skinker, to fiskeretter, to fade smør, to oste, dertil hvedebrød og skonrogger samt to tønder øl.

 

Det krævedes at han var født indenfor ægteskab, desuden skulle han op til en

mesterprøve og udføre et kostbart mesterstykke for at blive optaget i lauget. Når han udførte mesterprøven så skulle det gøres på værkstedet hos en anden mester, så han kunne bevise at det var ham selv der havde udført arbejdet.

 

Desuden skulle to skuemestre kontrollere hans arbejde. Han skulle så yderligere betale for opholdet på værkstedet. Og desuden dokumentere at han havde en driftskapital og værktøj.

 

I gamle dage skulle sadelmageren for at blive mester udføre tre klassiske dressur sadler, i forskellig udførelse, evt. i velour og med pynt og pibninger, sadelbommene skulle han også selv udføre. I mange tilfælde var det sønner af sadelmagermestre der gik til mesterprøver, det var alt for kostbart for en svend.

Næringsbrev og bevilling fik mesteren også kun hvis der var behov for flere mestre i dette fag, lauget havde pligt til at undersøge om der var behov for flere mestre i byen. Denne regel gjorde også at de fleste mesterstillinger gik i arv i de familier der i forvejen havde borgerskab til at arbejde med dette fag i byen.

Hvis en mester kom til byen og ville starte værksted der, så var han tvunget til at være medlem af lauget, og få borgerskab i byen.

En mester måtte kun beskæftige et vist antal svende, og fik han for meget arbejde ind, så skulle han overlade noget af arbejdet til en mester der ikke havde så meget at bestille. Hvis en mester ikke kunne finde ud af at udføre et stykke arbejde, så skulle de dygtigere og mere erfarne mestre i lauget hjælpe ham, så han kunne udføre arbejdet til kundens fulde tilfredshed.

Der var store stridigheder imellem laugene og byens myndigheder, og kongerne syntes at laugene havde fået for meget magt, så i 1794 nedsatte kongen en laugskommision der i 1892 ophævede laugenes magt og privilegier. Det var efter Danmark havde fået sin nye grundlov 5. juni 1849 og senere næringsloven i 1857.

I dag eksisterer der stadig mange laug, men de har mistet deres privilegier. Det er faglige foreninger der stadig viderefører mange af de gamle traditioner.

Laugene havde mange af de funktioner som det offentlige socialvæsen og

velfærdssamfundet har i dag. Man understøttede medlemmernes familie ved

sygdom og død, man havde hjælpe, syge og begravelseskasser hvor nogen

fungerede indtil 1960 hvor de nye sygekasser tog over. Da min farfar som svend kom i fagforening, så var han med til at opbygger fagforeningens sygekasse, hvor han arbejdede som kasserer.

Sadelmager & Tapetserer Laugets SKRÅ et dukoment med laugsartikler, forordninger og regler for sadelmagere, fra år 1514. Skråen blev opbevaret i LADEN og var grundlaget for at drive et laug.

Bagerst Sadelmager & Tapetsererlaugets LADE der brugtes til at opbevare laugets værdigenstande, dokumenter og skråen. Forest dirigentklokken på en vandkappe til hesteseletøj.

Min far, sadelmagermester Willy Hendriksen optages som mester i lauget, han lægger hånden på laden og sværger at han vil overholde laugets regler og være en god kolega. Til venstre oldermanden H. N. Jensen

Willys mesterbrev ved optagelse i lauget. Forneden på dokumentet laugets gamle segl.

Sadelmagermester Lauritz Petersen udnævnes til æresmedlem af lauget. Mester hos sadelmager Dahlman fra 1884 til 1928. Oldermand i lauget 1906, og i representantskabet hos Dansk Industri og i Håndværkerrådet og i Håndværkerforeningen, formand for Håndværkerforeningens Rejsestipendieforening for farende svende.

Min egen svendeprøve, hvor jeg modtog svendebrev.

For mit svendestykke modtog jeg Håndværkerforeningens sølvmedalje, som jeg fik overrakt på Københavns Rådhus, hvor jeg blev lykønsket af Kong Frederik 9., Dronning Ingrid og Kronprinsesse Margrethe.

Laugsskilt, der sidder på Sadelmager & Tapetsererlaugets hus Fortunstræde 5.

Skiltet forestiller laugets segl.

_______________________________________________________________________

Laugs udstillinger i Danmark og verdensudstillinger i udlandet, hvor håndværkerne konkurrerede og modtog, medaljer og diplomer for deres håndværk, og hvor man kunne se de sidste nye opfindelser. Dahlman deltog i mange af disse udstillinger:

Brødrene F. & L. Dahlman modtog mange medaljer og hædersbeviser på verdensudstillinger.

Verdensudstillingen De L´Exposition Universelle Paris 1855. Imperial heste opvisning. Det bedste luksus sadel og seletøj blev vist frem.

Verdensudstillingen i London 1862. Krystalpaladset.

Nedenunder steriofotografi fra udstillingen.

Verdensudstillingen Paris 1867.

Nordisk Industri og kunstudstilling i København 1872. Billedet viser hele udstillingsområdet. Den nye store udstillingsbygningen ligger foran til højre. Gyldenløves gamle voldgrav og bastion til venstre, Det nye Carstensens tivoli ligger bag udstillingsbygningen. De besøgende gæster kunne sejles over til Tivoli. København voksede, man var nu startet med at bygge udenfor Københavns volde.

1872 København.

Palais du Champ de Mars, opbygget specielt til Verdensudstillingen i Paris 1878. Hele udstillings området blev opbygget med helt nye pavilioner til udstillingsformål.

Verdensudstillingen Paris 1878. Den Kongelige Hestgarde.

København 1888. Brygger Jacobsen og Tietgen i kunstudstillingen.

København 1888 Den Nordiske Industri Landbrugs og Kunstudstilling. Der blev bygget ny stor udstillingsbygning. På udstillingen blev alle sejl sat til for at vise hvad Danmark og de Nordiske virksomheder kunne præstere, det var en verdenssensation i Danmark, der blev ikke skrevet om meget andet i de danske aviser den sommer. Danmark kom på verdenskortet som moderne europæisk metropol. Udstillingsbygningen lå hvor det nuværende Københavns Rådhus ligger.

Det var Martin Nyrup der byggede udstillingsbygningen og det nye rådhus.

Verdensudstillingen Paris 1889. Eifeltårnet blev bygget til verdensudstillingen.

Forum, København 1949, Håndværkerforeningens udstilling. Håndværkerne prøvede at

komme i gang efter 2.Verdenskrig. Der blev udstillet Dahlman bælter, sandaler og sadeltøj.

28.2.1960.  København. Sadelmager & Tapetserer Laugets 500 års udstilling i Odd Fellow Palæet. Brødrene F. & L. Dahlman udstiller nye designmøbler og rideartikler.

København, Bellacentret, Håndværkerforeningens udstilling. 1982.

______________________________________________________________________

Sadelmageriet og Sadelmagerlauget i Danmark:

Indtil 1767 var der to fag, remmesnideren og sadelmageren. Det ældste fag er

remmesnideren der allerede beskrives i 1460 torsdagen før palmesøndag tredje

april.

Lauget blev stiftet af: Lassæ Todde, Peter Kaal og Joon Magnesson, den 3.4.1460 lod de skråen oplæse på stadens rådhus for Joachim Griss, ridder og høvedsmand på Københavns Slot, samt for borgmester og råd.

 

Under remmesnideren hørte også fagene pungmager og taskemager.                                                                                                                             

Lauget hed dengang, REMMESNIDER & PUNGMAGERLAUGET.

Sadelmageren beskrives første gang i Danmark 23. juni 1549 i en vedtægt der omhandlede laugene i København. Der nævnes fagene bundtmager, skinder, remmesnider og sadelmager.

Oprindelig fremstillede sadelmageren sadler og sadelbomme og remmesnideren

seletøj, hovedtøjer, remme og dækkener.

Sadler har også været fremstillet før 1549, men hvilket fag der taget sig af dette vides ikke. Det er muligt at sadelmageriet er et nyt fag der er indført til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af femtenhundredetallet.

25. oktober 1797 forenedes de to fag og kom til at hedde sadelmagere.

LAUGET BLEV GRUNDLAGT I 1460.  Og har i tidens løb haft tilknyttet mange fag.               

Før i tiden omfattede lauget:

Sadelmagere, semsberedere (hvid garvning og beklædning i blødt skind),

pungmagere, taskemagere, remmesnidere, bundtmagere og skindere.

Sadelmageren udførte meget andet end sadler:

Seletøjer, polstrede og udførte læderarbejde på kareter, møbler, etuier, bælter, tasker, kufferter, bandagistarbejde, gamacher til mennesker og heste, linoleums arbejde, opsatte gyldenlæder, gobeliner, stoftapeter og draperier i boligen, og meget andet.

Arbejde til militæret var et kapitel for sig. Der blev afgivet kæmpe ordrer:

 

Sadler i mange modeller, seletøjer til specielle formål, masser af bælter, etuier og gehæng til pistoler, patroner, feltspader, bajonetter og sabler, foruden store tasker og kufferter til patroner og granater.

Vi har stadig de gamle priskuranter over militærarbejde. Hvor der var en militær

garnison var der også arbejde til sadelmageren.

Senere kom de polstrede møbler på mode og sadelmageriet blev specialiseret og tapetserer faget opstod. I 1839 aflagde tapetmagerne som tapetsererne blev kaldt mesterprøve:

En lænestol med fjedre og krølhår og udkast til et draperi.

 

Tapetmageren satte også gyldenlæder, stoftapet og gobeliner op på væggene.

 

Sadelmager Lauget kom nu til at hedde Sadelmager & Tapetsererlauget.

 

Senere specialiserede sadelmagerne sig igen, de der før havde lavet

sadelmagerarbejde indvendig i kareterne, begyndte nu at lave interiør til

automobiler, og autosadelmagerne opstod indenfor faget.

 

I dag er faget specialiseret i : Hestesadelmager, tapetserer og autosadelmager.

 

Vores laug hedder i dag: SADELMAGER & TAPETSERER LAUGET.

Når man som mester var medlem af Sadelmager & Tapetserlauget, blev man

samtidig medlem af Håndværkerforeningen i København, og lærte derigennem

mestrer fra andre fag at kende.

 

Alle fagene aflagde også svendeprøve, og svenden kunne hvis man var meget dygtig modtage Håndværkerforeningens bronze eller sølvmedalje. Overrakt på Københavns Rådhus, under overværelse af den siddende Dronning eller Konge, og man skulle under ceremonien hilse på kongehusets medlemmer. Jeg hilste selv på Kong Frederik 9., Dronning Ingrid og Prinsesse Margrethe.

 

I dag fortsætter Dronningen og Prinsegemalen stadig denne tradition.

Indtil 1958 var de danske sadelmagere alene om sadel og seletøjsmarkedet. Fra 1958 begyndte sportsforretninger uden faguddannet personale at importere og levere sadler og sadeltøj til dumpingpriser, hjemtaget fra lande i østen med statssubsidier.

Ved overgangen til år 2000, var der nok 300 firmaer i Danmark der leverede

rideudstyr til de Danske ryttere. Så i dag er markedet fuldstændigt frit uden nogen krav om faglig uddannelse eller kvalifikationer og viden om sadeltøj.

Sadelmager & Tapetsererlaugets 500 års Jubilæum 28 februar 1960, under protektion af Kong Frederik 9., der taler med Oldermand H. N. Jensen og viceoldermand Svend Åsted. Min far og mor til højre.

Udstillingen var stor med mange stande, og der blev vist hvad sadelmagere og tapetserere kunne af gammelt håndværk og de sidste nye moderetninger. Der blev også samarbejdet med nye unge arkitekter der havde tegnet det sidste nye design i møbler, som blev udført sammen med udvalgte sadelmagere og tapetserere.

Min far havde arangeret med kongehuset og Kgl. Stald at lauget kunne låne Håndværkerforeningens gave til Christian 9. på hans guldbryllupsdag i 1892, guldbryllups kareten udført af danske håndværkere. Kareten viste noget af det bedste håndværk der er fremstillet af danske håndværkere, karetmagere, hjulmagere, snedkere, smede, glarmestre, posementmagere, tapetserere og sadelmagere, kareten bruges stadig her 120 år senere, kvalitet holder.

Der blev efterfølgende holdt gallaforestilling i det Kgl. Teater og festmiddag i Moltkes Palæ i Dronningens Tværgade i Håndværkerforeningen i Københavns hus.

Kong Frederik blev også inviteret med, han ville også meget gerne, men etiketten forhindrede han i at deltage.

_____________________________________________________________________________

LAUGSOPTOG:

DET HAR I DANMARK OG MANGE ANDRE LANDE VÆRET KUTYME AT HÅNDVÆRKERLAUGENE DELTOG I OPTOG I STORBYERNE, DET VAR ET FESTLIGT INDSLAG I BYLIVET OG STORE DELE AF BEFOLKNINGEN DELTOG I DISSE FESTLIGHEDER. DE DELTAGENDE HÅNDVÆRKERE VAR SOM REGEL UDKLÆDT I MIDDELALDERDRAGTER, (alle vogne blev trukket af heste, jo flere hestspand jo mere prestige):

Sadelmagervogn tegnet og udført af sadelmagermester W. Bonfils. Vognen viser alt hvad en sadelmager kan præstere med læder. Det var også et stort reklame fremstød, at vise byens borgere, høj som lav, hvad sadelmageren kan levere. Billede fra slutningen af 1800 tallet.

Den danske sadelmagervogn. Sadelmagermester Theodor Dahlman til venstre.

Billede fra tysk bog om håndværk.

Tapetserernes vogn i Københavner optoget (håndværkerfest). Med draperier og tapetserer kunst.

Bryggervogn.

Juveler optogsvogn fra Antwerpen.

_____________________________________________________________________________

PÅ VALSEN, FARENDE SVEND, SVENDEVANDRINGER, EN NAVER OG ZÜNFTEN,

EN NAVER PÅ VALSEN:

Svenden kunne eventuelt, hos sit laug, få et rejsestipendium med et beløb til at understøtte ham økonomisk på rejsen. Til gengæld for rejsestipendiet skulle han skrive en beretning om rejsen, så andre kolleger, kunne nyde godt af hans erfaringer.

Undervejs overnattede han på svendeherberger, og besøgte naverhuler hvor han

kunne møde skandinaviske håndværkere fra andre fag. En naver er udtrykket for en skandinaver der drager på valsen. En naver drog rundt i Europa og lavede

forefaldende arbejde indenfor sit fag især i 1800 og begyndelsen af 1900 tallet.

Traditionelt var mestre i andre lande forpligtiget at tilbyde arbejde eller et måltid

mad (geskænk, understøttelse) til den vandrende svend.

Der findes mange regler og traditioner for navere på valsen, for eksempel måtte han ikke opholde sig samme sted i over seks måneder. Navertraditionen findes stadig, især i Tyskland og Schweiz. Det hele begyndte i Schweiz i 1899 hvor der arbejde mange skandinaver.

ZÜNFTEN: Svendene var i begyndelsen medlemmer af mester laugene, men

senere opstod uenigheder og svendene trak sig ud , og de dannede deres eget laug, under indflydelse af en fra Tyskland og Schweiz kommende "zünft", der betyder laug på tysk.

 

Zünften var en meget stærk organisation der var skabt for de vandrende svende, og som beskyttede de mange forskellige faggrupper imod indtrængen af

uvedkommende. Der var mange af de vandrende svende fra Tyskland der slog sig ned i Danmark, disse svende var præget af organisationen zünften og dens

ceremonier og skikke. De lå i åben kamp med laugene i Danmark, hvor de kom til at beherske flere laug, især tømrernes. Disse stridigheder ødelagde så meget at kongen i 1774 nedsatte Laugs kommissionen som i 1862 ophævede laugenes magt.

Zünften stod for det indbyrdes sammenhold for håndværkets æres skyld, og en

mængde ceremonier, blandt andet svendeindvielserne. Når den unge mand var

indviet og var en zünftig svend så lå den vide verden åben for ham, og han kunne nu vandre i den.

Når svenden vandrede besøgte han ved ankomsten til en by svendeherberget. Var

det en stor by havde hvert fag sit eget herberg med sit herbergsskilt udenfor, så man ud fra skiltet kunne se hvilket fag det var, f. eks. havde skomagerne en støvle. Var det en mindre by var der kun et herberg for flere laugs svende, så var der inde i krostuen ophængt skilte ved de forskellige borde, hvor hvert fag havde deres eget bord.

 

Når svenden havde fortalt hvilket fag han tilhørte så blev der sendt bud efter

oldgesellen, der var en af de ældste svende i lauget. Oldgesellen eksaminerede den nyankomne for at konstatere om han var en zünftig svend, og hvis han var det og kunne give de rigtige svar med specielle hemmelige ord og hilseformularer (grussen) som den nyankomne havde lært af andre zünftige svende da han blev færdiguddannet svend, så blev han godkendt, derefter efterså man at han ikke havde fnat, der var en frygtet sygdomme blandt håndværkere der brugte de samme redskaber.

 

Når han så havde vist svendebrev og vandrebogen (flippen), blev han godkendt, og hvis der var nogen mestre i byen der manglede en svend så blev han anvist arbejde.

Hvis han ikke kunne få arbejde, eller han ikke ønskede det anviste arbejde, så var han berettiget til et gratis måltid mad og en overnatning. Svenden boede eventuelt hos mesteren medens han arbejdede for ham. I den tid han havde arbejde så betalte han en afgift til lauget som var med til at dække udgifterne for mad og een overnatning for de svende der ikke fik arbejde. Hvis han ikke fik arbejde så skulle han forlade byen inden 4 dage.

Vandringer og svendevandringer er ikke noget nyt i Europas historie. Hvis der var mangel på arbejde hos mestrene, så var svendene nødt til at gå på landevejen og forsøge at finde andet arbejde for at overleve.

 

Nogen vandrede kun i Danmark, andre i Europa og Orienten. Hvis folk havde rejselyst og gerne ville se fremmede egne drog de ud.

 

I tidens løb har der været mange folkevandringer og udvandringer, når lande har været i krise, eller manglede indtægter:

I middelalderen 500 år efter Kristi fødsel var de første århundreder præget af store folkevandringer, siden kom vikingetogene og korstogene. Fra omkring 1500 begyndte udvandringen til fremmede kolonier. Købmændene har altid rejst til fremmede lande for at handle.

 

Unge adelsmænd blev sendt på rejse i udlandet for at modtage dannelse. I vore

dage har der også været dårligt stillede folk der indvandrede som gæstearbejdere i Danmark. Alle de mennesker der bevæger sig i fremmede kulturer, lærer selv meget, og giver deres egen lærdom videre til de fremmede de møder.

De vandrende svende måtte udstå mange strabadser, sulte, blive pjaskvåde og kolde og kunne ikke få tørret deres tøj igen, have vabler under fødderne, indtil huden var hærdet. En almindelig dagsrejse kunne hurtig blive 35-40 km. De lærte hinanden mange fif bl. a. at smøre huden på fødderne ind i et lag beskyttende talg, bruge et stykke lærred i stedet for strømper, og når de kom frem til et herberg, var der ikke store muligheder for renlighed, der kunne gå lang tid mellem de blev vasket, så de sprittede huden ved leddene. Det var billigst at overnatte i landsbyer, men der var ingen senge, så de måtte overnatte på stråmadrasser eller i høstakke.

 

Deres støvler var som regel med dobbelte lædersåler beslået med jernbeslag, så de kunne holde længere. Denne Vane beholdt min Farfar hele livet efter han kom hjem fra valsen, man kunne altid høre når han kom gående, jernbeslagene larmede meget når han gik på fliser og brosten.

 

Svendene kunne også risiker at blive overfaldet af røvere og blive frarøvet deres værktøj , mad og penge. Men på trods af alt dette ventede der store oplevelser og glæder fremover.

Svenden skulle altid medbringe vandrebogen også kaldet flippen. Der indeholdt en

udførlig beskrivelse af ham, højde, øjenfarve, særlige kendetegn. Før han rejste

videre til næste bestemmelsessted, skulle bogen stemples af den lokale

politimyndighed, og straks når han kom til det nye bestemmelsessted, skulle

vandrebogen fremvises for den nye myndighed. Myndighederne kunne i

vandrebogen kontrollere om han søgte arbejde eller han var landstryger eller tigger, og hvis han var det så kom han i fængsel.

 

Når han skulle passere landegrænser, kunne myndighederne også kontrollere hvilke lande han havde været i, og eventuelt nægte han indrejse hvis han kom fra steder hvor han kunne være udsat for ny politisk påvirkning. Svende der skulle indrejse fra Schweiz til tyskland kunne få mange besværligheder. Tyskerne mente at svende der havde opholdt sig længere tid i Schweiz havde lært republikanske ideer, og kunne videregive disse til tyske svende og kunne bringe statens ro og velvære i fare. Mange tyske stater havde efter revolutionsåret 1830 udstedt rejseforbud til Schweiz, men også til Belgien og Frankrig hvor svendene kunne danne fagforeninger.

 

Også i Danmark kom forbuddet i 1835 og blev først ophævet 1862. Det var 13 år efter grundloven havde givet danskerne foreningsfrihed.

Når en mester skulle antage en svend til sit værksted så foretrak han som regel en berejst svend, så svendene måtte på landevejen hvis de skulle accepteres, denne skik holdt helt til første verdenskrig.

Min farfar sadelmagersvend Henry Hendriksen rejste på valsen i to år fra 1905 til

1907, han fik også et stipendium fra Håndværkerforeningens Rejsestipendieforening, til hjælp til at afholde udgifterne, under hans uddannelses og dannelsesrejse. På dette tidspunkt var det blevet lettere at rejse da der var kommet jernbaner, så hvis svenden havde penge nok så var det lettere. Men de fleste havde ikke penge og måtte vandre. Han mødte sin fætter da han var i Berlin, han havde vandret i flere måneder. Han var næsten ikke til at kende, så hårdt havde vandrelivet taget på ham.

Svendene medbragte i begyndelsen af 1900 tallet selskabstøj, jakkesæt, høj hat eller

bowler og kravetøj, som de havde på når de kom i den skandinaviske forening til

fester, eller deltog i udflugter i den by hvor de var kommet til. Nu kunne de med

jernbanen sende en kuffert med de ting som de ikke kunne bære når de vandrede.             Dette var en fordel hvis svenden havde fået arbejde hos en mester og kunne være der i et halvt år.

Han kunne også få overført penge hjemmefra til de fremmede byer som han besøgte på rejsen, så svenden ikke havde alle sine penge på sig under hele rejsen.

 

For min farfar gik det galt da han rejste i Italien, pengene var ikke dukket op når han

kom frem til byerne, så ind imellem sultede han, indtil han var heldig at få sine

penge.

Det ældste billede af vandrende svende i Norden er fra 1555. De to vandrende svende med stokke og randsel på ryggen. Herbergsværten er bevæbnet med sværd og tager imod de vandrene svendene og byder på en drik inde i svendeherberget.

    Et værksted hvor de vandrende svende kunne få arbejde. Et sadelmager værksted fra 1568  hvor mestren forarbejder en sadelbom med en tengsel.

Sadelmager laugssymbol, en klassisk dressursadel.

Sadelmager laugssegl fra Københavns sadelmager laug.

Tysk sadelmager laugssegl.

Tysk hjul og karetmager segl.

Danske grænsegendarmer har standset tre vandrere og kontrolerer deres vandrebog. Var papirerne ikke i orden, så fik de fængsel eller blev udvist af landet.

Billeder fra min farfar sadelmager Henry Hendriksens tur på valsen 1905-1907.

Naverne i festtøj på udflugt i Tyskland og Schweiz. De steder hvor de havde fået arbejde i længere tid kunne de tage på udflugt med Den Skandinaviske forening.

Min farfar til højre sammen med hans medvandrer i Italien. De er iført deres vandretøj, behagelige vandrestøvler og stok.

Han sendte hele tiden postkort med billeder hjem til familien i danmark, så de kunne følge med i hans oplevelser og se billeder af de udenlandske seværdigheder. Og familien sendte også postkort hjemmefra. Han har sendt flere hundrede kort hjem, i dag er det sjovt at se billederne og se hvor meget de udenlandske byer, og folks påklædning har forandret sig.

Kronprinsessen´s indtog i Berlin, Brandenburger Tor i baggrunden.

Brevkort fra en af vennerne i København.

Billede af det andet Christiansborg, med hilsener fra kolegerne hos Sadelmager Dahlman. Værkstedet lå lige bag slottet ved kongelig stald. Når min farfar var i Danmark og skulle gå på arbejde, så passerede han hver dag dette motiv. Jeg passerer også dette sted når jeg cykler på arbejde, men bybilledet har forandret sig meget siden da.

Strøget i København.

En hilsen fra hans ven Rasmussen der var nået til Bethlehem.

_____________________________________________________________________________

OMTALE AF LAUGENE, I DOKUMENTER FRA DET KONGELIGE BIBLIOTEK,

RIGSARKIVET OG I ARTIKLER FRA DATIDENS TIDENER:

Laugene spillede en stor Rolle i Københavns liv; deres Optog og Fester, Stridigheder og Disputer, Ansøgninger, Klager og Brødnid satte Sindene i Bevægelse og gav Anledning til utroligt mange Bryderier. Regjeringen ville ikke indlade sig på at Gjengive Laugene deres gamle jurisdiktion, thi da De i 1748 ansøgte om, at alle Uenigheder imellem Mestre og Svende i første instans maatte eksamineres paakjerides af Oldermanden og hans Bisiddere, fik de afslag med en simpel henvisning til Politimestrens instrux af 24de Marts 1741, hvor denne netop var blevet bemyndiget til at påkjende slige Sager.

Mest tiltalende vare naturligvis de offentlige Optog med (Laugsskiltenes)

Amtsskiltenes flytning; en sådan Ceremoni i Februar 1749 omtales på følgende

maade i de "Kjøbenhavnske danske Posttidender", en skildring der tillige kan tjene som Prøve på Datidens Journalistik: "Da Snedkerne, hedder det, i anledning af at skulle forny deres skilt, holdt i Onsdags et Prægtigt Optog her i Staden, var hele Almuen i den Kongelige Residentsstad i bevægelse for at være Tilskuere derved:

Især var det usigeligt, da de paa Slotspladsen beviste deres allerunderdanigske

Ærbødighed for deres Kongelige Majestæter ved at svinge Fanen ved adskillige

dandse. Hans Majestæt, vor allerdyrebareste Monark, beviste sig saa nådigt at se ud af vinduet paa dette lystspil, hvorved alles Øien blive hendragne fra Slotspladsen og fra Spillet til Monarkens nådige Aasyn, hvoraf naade og Majestæt fremskinnede.

Men den ved allerunderdanigste Troskab optændte Glæde blev usigelig, da de

attente Tilskuere øinede på Slottet Nordens dyrebarste Klenod, vor allernådigste

Dronning, der havde allernaadigsk behaget at trine til Vinduet og benaade dette

optog med sit allernaadigste Aasyn, hvorved alle tilskuere bleve forvissede om deres bønners Bønhørelse fra hendes Majestæts Restitution og allerhøjeste Velgaaende

(Christian den Syvende var bleven født den 29de Januar dette aar) om bemeldte

Optog, som siden blev fortsat forbi Raadhuset, hvor ligeledes Fanen blev svinget,

igjemmen Stadens fornemste Gader og endtes udi Grønnegade, hvor skiltet blev

ophængt på Snedkernes Laugshus, haaber at man ellers herefter at meddele en

udførlig Beskrivelse."

Et alvorligere Udseende fik Staden nogen Maaneder senere, da stridigheder mellem Mestre og Svende førte til Arbeidsdnedlæggelser med paafølgende Ustyr og sammenrottelser". Uordenerne synes at have havt en Tumultuarisk Charakter, thi det siges, at svendene "trods alle forbud mod Selvraadighed , Spatzergange, Frimandags Holdelse, utilladelige Sammenkomster og Arbejdsforsømmelse dog nogle gange endrægteligen have forladt Mestrenes arbejde i det hele Amt, uden at Hovedmanden have været at udfind; entvidere have de spatzert i Hobetal og ikke villet gaa i deres Mestres arbejde igjen, hvorved disse høilig ere blevne fornærmede, og Publikum har lidt ophold i det behøvedes arbeids forfærdigelse. De Laug der navnlige vare indviklede i bevægelsen vare Mur- og Tømmersvende, samt Skomager- og Smedesvende; de sidste synes endog at have begået Vold og mishandlinger. Regjeringen optraadte skarpt mod disse streiker, ved trykte Plakater blev det bekjendtgjort, at enhver Svend, der forlod sin Mesters værksted uden tilladelse, uvægerlig skulle straffes for sin Opsætsighed hvad enten Han i Hovedsagen have Ret eller Uret; hvis de streikende samlede sig på Gaden i Værtshuse eller andetsteds, kunde Politimestren uden videre lade Dem indsætte i Arresthuset eller Vagterne og eventuelt paakalde Sø- og Landmilitairets Assistance.

Processen mod de Urolige og Motvillige Svende skulle føres Summarisk og Straffen, de ifaldt i regelen være strængt Fæstningsarbejde i Jern på visse Uger, Maaneder eller Aar efter Forseelsens Grovhed. Hvis Hovedmanden til den begaaede Uorden og formastelige Opstand blev udfunden, forbeholdt Kongen sig at diktere ham en "exemplarisk straf".

Anledningen til disse Stridigheder var af forskellig Natur, snart den ene at Mestrene tiltog sig for megen Myndighed, som om de havde glemt at de selv havde været Svende, eller at Svendene nægtede Lauget lydighed og "pønsede på oprør", snart var det mere haandgribelige Spørgsmål der lå parterne imellem. Mange gange kom der konflikter mellen Mestre og Svende, fordi de første antog for mange Læredrenge; "Tidepengenes" uregelmæssige betaling, anvendelse og Bestyrelse, etikette spørgsmaal og lignende kunne ligeledes føre til krig engang imellem således i 1763 for Tømmersvendenes vedkommende, Fordring om højere Dagløn, dette hører dog til sjældenhederne, thi arbejderne havde endnu ikke fået øjet op for denne side af Sagen.

 

Man nøjedes med at kjævles om Småting; således vakte det i 1756 stort røre blandt tømmersvendene, da der efter Hofbygmester Thuras indstilling og på samtlige Tømmermestres Anbefaling blev udstedt forbud mod den utilladelige misbrug med det såkaldte "Ros", og Skomagersvendene sloges tappert med Mestrene om deres "spisepenge". De satte i øvrigt deres vilje igjennem thi i Novbr. 1748 blev det afgjort, at de hver Søndag og 3 dage i hver Paaske Pintse og Jul skulle have et Maaltid Mad eller 12 Skilling Dansk af deres mestre, dog at de til gjengæld lovede at være flittige, "ikke bortdrive visse dage om ugen ved spatzeregang, der ligesom skal være blevet ligesom en Sædvane blandt dem" og betale 1 Rdrl. til Laugets fattige, hvis de tog sig fri mere end en Søgnedag om Ugen.

Man ser heraf paany, at det ikke var lykkedes Regjeringen at sætte Frimandagens afskaffelse igjennem.

Endelig blev Nagelsmedene og Uhrmagerne skilte fra Smedelauget og fik seperate artikler, de første fordi de ikke kunne forliges med Grov-, Anker og Kleinsmedene de sidste, fordi de "formente aldeles ingen Lighed med Grovsmedelauget at have, men som Kunstnere at burde anses".

I 1752 klagede Billedhugger Stanley, Billehugger ved Kunstakademiet, over Laugets Chikaner og ansøgte om at hans Svende og Drenge maatte anses lige med Dem der tjente og lærte hos Amtsmestre, thi han holdt for, at det var anstødeligt for en Professor at indtræde i Lauget. Komercekollegiet gav ham Medhold, og Hans ansøgning blev bevilget, men Lauget vedblev at bestå, og Ingen tænkte på at afskaffe det før det syv Aar senere døde Straadøden. Det bestod da an 5 Mestre og en Enke, der alle var saa yderlig fattige, at de ikke kunne holde Svende eller Drenge.

Og da Oldermanden ikke ville fungere længere, bad De om Fritagelse for videre

Laugs holdelse, hvilket bevilgedes på Magistratens anbefaling.

Det varede ikke længe før, virkningerne af dette Reskript bleve kjennelige.

Magistraten lod ufortøvent alle Håndværkerlaugets Oldermænd kalde for sig paa

Raadstugen, og her drøftedes nu, hvorledes alle omkostningerne ved at komme i

Laug kunne modereres yderligere, thi de vare allerede blevne nedsatte i 1756, skjønt ingenlunde tilstrækkeligt. En Skomagersvend maatte indnu betale 42rdlr. for at blive mester, hvilket i hin tid var en betydelig sum. Den nye Tabel, der for de fleste Laugs vedkommende nedsatte Omkostningerne til under halvdelen af de tidligere, og for nogles til under en Trediedel, blev approberet af Kongen og den 27de August 1767.

Heri bestemtes, hvad der skal betales i leie af Værktøj og Værelse til Mesterstykkets forfærdigelse endvidere hvad der skal udredes til Laugskassen, Laugshuset, Oldermanden, Laugets fattige, Politibetjentene (som havde tilsyn med, at der ej trakaseredes) til Stadsbygmestren og Navigationsdirektioren, og endelig til Ligklædet og Ligkassen. De sidste to poster vare dog ikke tvungne, men betaltes kun af dem der ville bruge ligklædet eller være interessenter i Ligkassen. Tabellen opregner ialt 40 Håndværkslaug; det dyreste af dem at komme ind i var Blytækkerlauget nemlig 32 rdrl. (fordi mange af Laugsbrødrene kom til Skade ved det farlige Arbeide), dernæst Skomagernes og Blikkenslgernes henholdsvis 18 og 17 rdrl. (fordi disse Laug vare i stor gjæld). Seilmagerne maatte betale 15 rdrl. og Bagerne 12. Men ellers varierede omkostningerne fra 5 til 10 rdrl. Undersøger man de enkelte poster viser det sig, at den høiste betaling for leie af Værelser og Værktøj til Mesterstykkets Forfærdigelse gaves af Guldsmedene og Kobbersmedene med 2 rdrl. om ugen. Remmesnideren gave 4 rdrl. i det hele, ellers vare den almindelige betaling herfor 2 rdrl. , thi Skuemestrene fik nu ingen Sportler for deres Umage og Tilsyn ved Mesterstykkets Forfærdigelse.

Til Laugskassen betales overalt 2 rdrl. undtagen Blytækkerne der maatte udrede 30 rdrl. og Blikkenslagerne 12. Til de elleve Laugshuse (nemlig Bagernes, Dugmagernes, Feldberedernes, Glarmestrenes, Handskemagernes, Kandestøbernes, Skomagernes, Skræddernes, Smedenes, Snedkernes og Tømmermændenes) betales 1 a 2 rdrl. Oldermanden, Laugets fattige og Politibetjentene fik i regelen 1 rdrl. . Bidraget til Ligklædet var derimod 2 a 3 rdrl. Af Ligkasser nævnes kun 4 nemlig Skomagernes (hvortil der skulle betales 10 rdrl. ), Skræddernes (1rdrl.) Samt Smedenes og Snedkernes (hver 2 rdrl.) . 4 Laug nemlig Glarmester, Murmestre, Snedker og Tømrermestrer måtte afgive hver 2 rdrl. til Stadsbygmestren, og endelig måtte et enkelte menlig Seilmageren betale Navigationsdirekteuren 10 rdrl.. For drengenes og Svendenes Vedkommende blev det fastsat som " en general Regel og efterlevelse

for samtlige Laug", at indskrivningspengene for en Læredreng skulle være 4 rdrl. og for en Svend til Mesteråret 1 rdrl.; overgangen fra Dreng til Svend var derimod gratis. Oldermandens indtægt af Laugssamlinger bortfaldt, undtagen naar diise blev begjæret af Mestre og Svende. "i Stridigheder og Uenigheds Tilfælde", og de unge Mestres Salair til Laugsskriver og bud såvelsom betaling til Skomagernes Krofatter afskaffes.

Den Kjøbenhavnske Håndværkerstand stod i det hele på et temmeligt lavt trin.

Stampe anbefalede netop en lettere adgang til Laugene for at formere Konkurencen og herved skaffe bedre Arbejde og billigere Priser, thi siger han, dette er udi Kjøbenhavn høist nødvendigt, hvor det, som kaldes main dòeuvre, er i forhold langt dyrere og derhos langt slettere end i nogen anden anseelig Stad i hele Europa." Som følge heraf blev en stor mængde håndværksarbejde indforskrevet fra udlandet, også engang imellem Haandværksfolk, af hvilke man haabede at drage nytte, og som for at nedsætte sig her belønnedes med Frihed og Indkvartering og Borgerlig Tyngde i tyve Aar. Et alvorligt forsøg paa at ophjælpe Standen blev gjort da Magistraten sammen med den ovenanførte Tabels godkjendelse blev bemyndiget til at anordne Svendeprøver ved Laugene, hvilket hidtil kun havde været brugt hos Maler og Bødkere, for at "drengene enten ved tegning eller Arbejde efter Professionens beskaffenhed kunne vise at de i deres Læreaar havde nogenlunde skikkeligt lært Haandværket." Man mente derved at hindre Læredrengenes Anvendelse til Husarbejde og besørgelse af Byærender, saamedes mere som det blev bestemt, at ikke Drengene, men Mestrene skulle straffes, når Svendestykket var kassabelt.

 

Tilgangen af Drenge var dog ikke stor ved Laugene, skjønt det i Modsætning til

Laugsartiklernes ordlyd, ofte tillodes Mestrene at holde saamange de have behov; men Svendene modsatte sig deres Antagelse, livet var surt for dem og Udsigten til i en fjern Fremtid at blive Mester ikke engang tillokkende. Stampe der ønskede Laugenes uafhængighed af de tydske Svende, som kom hertil i massevis for atter at udvandre, skriver i 1760 " det gjør mig ondt at erfare at der f. eks. i Tømmermandslauget er 450 Svende og kun 21 Drenge, i Muremesterlauget 394 Svende og kun 47 Drenge" de aarlige Tabeller viser for mange andre Laug et lignende forhold. Sagen var imidlertid, at Haandværkerstandens kaar fordetmeste vare ringe og Stillingen kun lidet anset, hvilket alene kan sluttes deraf at haandværkerne ikke engang kunne faa Sæde blandt de 32 mænd, men udtrykkelig vare udelukkede. Først efter Aaret 1800 finder man Haandværkere i denne Forsamling.

Hvad Haandværkerdrengene angik spillede de naturligvis en ikke ubetydelig Rolle ved alle Gadeoptøjer og Tumulter, men førte ellers et Haardt og glædeløst liv, de blev i reglen Tyrannisk behandlet af Svende og Mestre; legemlige Revselser hørte til Dagens Orden, deres natteleie i sommervarmen og Vinterkulden på loftet var slet, deres føde var kneben og hvad der var værre: Deres fagmæssige opdragelse blev i høj Grad forsømt. " To tre aar af Læretiden-skriver den sagkyndige Rådmand Pontoppidan bruges til pigemæssig byløben og kjøkkenpraktik med vand, sand og brændeløben foruden Madspands renderi for Svendene." Når Drengene, under disse Forhold hvad der ikke så sjældent skete, løb af lære, indsattes de uden videre i Børnehuset for kortere eller længere tid; deltog de i Gadeoptøjer, kastede med Sneboldte eller skarn, kunne de få samme straf, eller efter omstændighederne slippe med Vand og Brød i 8 dages tid. I 1783 blev en Dreng af den Faste Stok ved Politiretten dømt til at arbejde 14 dage i Børnehuset, fordi Han under et opløb i Borgergade var trængt ind i et hus. Men da han havde siddet længe i Raadhusaresten, blev han ved Kgl. Resolution fritaget mod at udleveres til Holmens Chef, "som kan lade ham give nogen Tamp."

De mange Haandværkeruroligheder med Tilbehør af Gadeuorden saavelsom

hensynet til Omkostningerne bevirkede at der i november 1780 at der udkom et

Forbud mod de hidtilværende højtidelige optog ved Laugsskiltenes flytning fra det Gamle Herberg til et nyt. Saadanne dage havde hidtil været en fryd for

gadeungdommen; Laugets Mestre, Svende og Drenge havde da i Stort Optog fulgt Skiltet og Laden med Musik, Dans og Skydning; man havde vandret lange Omveje gennem Byen, havde gjort holdt udenfor andre Laugsherberger der passeredes for at udveksle Hilsener og Ovationer, kort sagt, den halve Stad havde været på benene i saadan anledning. Optogene blev vel ikke helt forbudte, men flytningen skulle nu foregaa i stilhed, og besørges af et lille antal personer den korteste vei skulle vælges, og der maatte intetsteds gøres holdt. Indenfor Haandværkernes egne fire Vægge.

 

I Laugshusene, bevaredes imidlertid de gamle Ceremonier uforandret, mod hvilket Regeringen forgæves havde kæmpet; man havde endnu den gamle "Handwerksgewohnheit", de gamle Zünftige formularer, den særlige "Grusz" hele Frimurersproget og de gamle Ceremonier ved Drengenes ophøielse til Svend. Mange af de overleverede Vedtægter vare ret trykkende; saaledes vare de udlærte drenge i Skomagerlauget udsatte for at få deres læretid forlænget med et Fjerdingaar, hvis de kunne overbevises om at have baaret Uhr, Stok eller Mansketter før de vare gjort til rigtige "Amtsgeseller"; ihvorvel det siges at de i Regelen slap med en Irettesættelse af de ældste Svende.

 

Af den Formular, hvormed Oldgesellen oplyste de Skomagersvende der skulle vandre, om deres Optræden i udlandet, faar man et tydeligt indtryk af den Internationale forbindelse mellem Laugene. Naar Svendene paa spørgsmålet:

" har i lyst til at reise?" havde svaret ja, sagde Oldgesellen nemlig "Saa reiser fra store Stæder til små Stæder, fra smaa stæder til store Byer. Hvorhen i komme tilreisende maa i alle tider spørge efter Herberget hvor i er velkomne og faar Kvartér. Men kan du ikke faa Kvarter, gaar du til Borgmestrens hus og slaar Vinduerne ind, thi saa faar du Kvarter. Du spørger dernæst Krofaderen om arbeide, og kan han intet arbeide anvise, saa reiser Du videre.

Den 20de Januar 1783 indførte Regeringen, grundet den dårlige økonomi, en

forordning om Overdaadighedsindskrænkning. Nu maatte man ikke mere benytte:

Guld, Sølv eller Silke til Skaberakker og Hånddækkener til Heste. Og Sølv og guld galloner og Kvaster på klæder. (Uniformer dog naturligvis undtagne, saa det kom ikke til at gaa ud over Kongehuset). Det tillades Fruentimmer indtil videre at bære Silkebroderier, naar de stemples i Hallen med det Kgl. Navnechiffer, Aarstal og Omskriften "til brug".

Brokades Klæder, Indfattede Stene, ægte og uægte Perler, Plumager, fremmede Kniplinger maa ikke ses paa nogen fra 1ste Januar 1784.

15.9.2012. Sadelmagermester Frank Hendriksen.