Christian 9. 1863

 

1848. Kronprins Christian 9. chef for Den Kgl. Hestgarde (livgarden til hest).

 

Den kgl. Hestgardekaserne lå i Frederiksholm Kanal lige overfor Christiansborg ridebane og Staldmestergården.

 

Kronprinsen rider lige bag de to trompetere efter hele eskadronen er drejet ud fra kasernen.

 

Billede af Otto Bache.

KONG CHRISTIAN 9. blev omtalt således af Hjarmar Friis:

 

Christian 9.´s menneskelig fine kongepersonlighed blev kendetgnende for kultur og milieu i slutningen af attenhundredetallet. Jævnhed og mådehold til trods blev navnlig firserne en festlig og lykkelig periode, hvor tradition fra den store tid blev bevaret, og hvor konge og kejserbesøg gav land og hovedstad store oplevelser og festligheder, der genfremtryllede kongedømmets glans og gav stald-etaten lejlighed til at yde sin betydningsfulde medvirken til et smukt sceneri.

 

Kongens høje ranke rytterskikkelse er bevaret og gemt igennem en række munumental malerier og rytterstatuer, mest talende er måske fotografiet taget af den beskedent fornemme rytter foran Bernstorff Slot.

 

Gennem et langt liv bevarede Christian 9. lykkeligt sin fulde vitalitet og kunne som passioneret rytter dyrke ridning op i sin høje alderdoms sidste år. Kongen var en meget dygtig rytter der som ganske ung prins og ritmester i hestgarden endog havde dyrket karusselridningens kunstøvelser. Det vides at der i 1840erne anskaffedes en del papmache tyrkerhoveder, fremstillet af F. C. Kjær, og enkelte af disse er stadig bevaret.

 

Som chef for livgardeeskadronen deltog prinsen i 1848 i feltlivet og kom senere ud i forposttjeneste.

 

Prinsens store ridefærdighed bevirkede, at det blev indenfor kavaleriet at han steg i militærgraderne lige til chefstillingen for den kongelige manege, generalløjtnant og generalinspektør for rytteriet.

 

Det er derfor ikke tilfældigt at det blev i rytterskulptur at mindet til sin tid knytttedes sig til Christian 9. I Esbjerg 1899 og Slagelse 1910 rejstes Ludvig Brandstrups Broncerytterstatuer. Derefter fulgte Carl Bonnesens og Axel Hansens statuer i Ålborg og Odense i 1912. Anne Marie Carl Nielsen havde tænkt sig sin store rytterstatue på Christiansborg Ridebane med mange kæmpefigurer på soklen men dette måtte opgives, og det endte med et enkelt fodstykke. Hovedmodellen af hesten var en hannoveransk hingst Flingarth der blev modeleret i stutteriet i Celle og Christian 9.´s personlige hest stod ikke model.

 

Mere fortrolig i sin karakter er i virkeligheden Otto Baches store, så populære rytterbillede af den gamle konge der på en varm sommerdag, ledsages af sin rødekjolede rideknægt ude på den daglige eftermiddags ridetur ved det lille idyliske Sørup ved Fredensborg. Kongens lysebrune halvblods vallak "Dandy" stod model, Utvivlsomt har fremstillingen af kongen i den enkle sorte snorefrakke understreget den ligefremhed og jævne fremtræden, der er blevet et karaktertræk i den gamle konges eftermæle, det er et billede som folk husker.

 

 

Kongens friluftsridning om sommeren afløstes om vinteren af motionsridning i ridehus. Hver eftermiddag kørte kongen til Christiansborg, hvor han modtoges af beriderre og rideknægte, hvorefter der yderst beskedent bag et simpelt forhæng i et spiltov i ridestalden (nordre rundstald) foretoges en hastig omklædning.

 

Kongens adjudant H. C. Rørdam har i sine livsminder skildret en sådan ridetime: Kongen klædte sig om og viste mig en ny silkeskjorte, han tog på indvendig. Ved ridning er kongens påklædning: Jakke, gule benklæder, lange flotte ridestøvler og høj silkehat. Kongen ser briliant ud til hest. Passiaren gik muntert under allehånde rideøvelser. Til sidst red kongen et ottetal om de to pilarsøjler, det kunne udføres elegantere i noget beridercirkus. En mageløs, morsom time med vor kære, gamle og dog unge konge.

 

Kongen red to heste. Jeg red min grille "det er en Østpreuser", bemærkede kongen straks, og roste i øvrigt dens lette hurtige trav. Så klædte kongen sig atter om, nu skal de ikke tage feltkappen på, før vi skal gå bemærkede kongen, thi her i stalden er varmt, og går de med herinde har de ikke nok tøj på når de kommer ud i kulden. For jeg skal først fodre mine favoritter. Staldkarlene bragte en pose gulerødder skåret i skiver.

 

Rørdams beretning er fra 14.2.1896. og kongen var dengang 78 år, ikke underligt, at disse primitive omklædningsforhold, og det vinterkolde ridehus bekymrede den kongelige familie og hofkredsene, men første staldmester , generalmajor Christian Rostgaard v. de. Maase svarede på henstillinger desangående: Kongen vil ikke have det anderledes, der bliver hængt nogen tæpper for, og der er jo ikke så koldt i stalden.

 

Kongens daglige riden betragtedes ved hoffet som et barometer for hans velbefindende. Af hensyn til kongens velbefindende instaleredes i 1904 varmerør i ridehuset.

 

Af alle de heste kongen red nævnes blandt de senere års rideheste den mørkebrune hoppe "Gine", tilgået fra gardehusarrregimentet, som yndlingshesten. Men også den smukke røde østpreusiske hingst "Yussuf" var blandt de foretrukne, og det var denne hingst der iført generalsschabrak blev ført umiddelbart efter kongens kiste i sørgetoget 16. februar 1906. Meget benyttet blev også den tidligere nævnte lysebrune "Dandy" medens "Harry" og "Marcello" var reserveheste.

 

Kongens ridetime var sædvanlig kl. 15 til 16, og i vinterhalvåret hørte det til sjældenhederne at se Kong Christian 9. til hest i københavns gader.

 

 

Christian 9. var hestekender og hestemand, og for kongen var det en dagligdags hændelse, når residensen var forlagt til Bernstorff eller Fredensborg Slot, da at slutte dagen med et aftenbesøg i staldene. På Bernstorff slot og veje var elektrisk instalation lige indlagt, kongen mente det var lidt oveflødigt. Kongen havde den vane sent hver aften at gå over i stalden, hvor alt på veje og i stalden var mørkt, nu behøvede han blot at dreje på en knap så var der lys overalt.

 

Kongen satte stor pris på sine køreture, og som udlært i kørsel med både to og firspand, så holdt han af selv at være kusk, og helst kørte han i sin åbne gule kavalervogn med et par gråskimler for. H. C. Rørdam fortæller: 22 maj 1896 kørte han med kongen til Bernstorff Slot med de nye, grå ungarnske heste som kongen er så glad for. De går skønt de kun er 5 til 6 år gamle, så fromme som lam. De gamle grå har kongen givet til sin broder prins Julius.

 

Denne kongens forkærlighed for et sådant smukt gråskimlet forspand havde kongen haft siden sin ungdom, og i denne forbindelse er følgende historie fortalt af H. C. Rørdam interesant:

Kongen fortalte en dag om overstaldmester Cristian Carl August de Roepstorff, at han havde fungeret som staldmester under Christian 8. og var meget afholdt af ham. Den efterfølgende konge Frederik 7. lod ham blive i stillingen da han også var meget tilfreds med ham, Roepstorff ville imidlertid ikke krumme ryg for grevinde danner, og en skønne dag satte hun virkelig igennem at han fik sin afsked.

 

Dette syntes Christian 9. var meget ubilligt så han indsatte ham igen i hans gamle overstaldmesterembede da han blev konge. Roepstorff syntes imidlertid ikke at have vist sin taknemlighed for dette. Kongen der satte pris på som konge at beholde de heste og vogne, han havde haft som prins af Danmark, og havde givet Roepstorff ordre i så henseende, men kan de tænke dem min forbavselse, da jeg desuagtet snart bemærkede, at han havde solgt en af mine gamle kjære heste, nu en vogn o .s. v. skjøndt jeg udtrykkeligt havde sagt til ham, at jeg ikke ville af med dem. Kongen havde vist taget det hele tålmodigt, thi han sluttede med at sige "men ellers var han såmænd en rar og hæderlig charakter." I hvert fald blev han i sit embede og døde som overstaldmester. Ja i sandhed har kong Christian mildt overbærende tilgivet hans rydden op blandt kongens private heste. Hvis man slår op i den gamle hesteårbog viser det sig at der er solgt og aflivet 7 ud af 22 heste fra konges privatstald i 1864, heriblandt var også et par tiårs gråskimler, man forstår at den hårhændede fremgangsmåde gik kongen til hjertet.

 

 

 

Christiansborg ridehus og ridebane blev i disse år den ydre og indre ramme om publikumsbegivenheder af meget broget art, idet ridehuset blev benyttet til koncert og folketingsvalg, møder og lignende.

 

Berider August Lørup fik tilladelse til at arangere private rideopvisninger, hvor indtægten tilfaldt stormflods fondet, kronprins Frederiks fond, understøttelsesforeningen, og hoffunktionærernes byggefond.

 

Ude på ridebanen fik beriderne Nygaard og Antonig tilladelse til at holde hestevæddeløb, og af andre friluftfornøjelser kan nævnes ballonopstigning, og således er det fortsat lige til nutiden, hvor københavnerne ofte er stævnet til den gamle ridebane, når offentlige begivenheder, opvisninger og store festligheder krævede store pladsdimentioner.

 

 

3. oktober 1884 ramte Christiansborg slotsbrand igen landet, som en tung national ulykke, også denne gang undgik Häusser´s gamle rideanlæg lykkeligt den alvorlige brandkatastrofe. I Berlingske Tidende, fandtes næste dag en beretning der levende fortæller om hele oprydningens virvar "Længere ude på slotspladsen på de grønne plainer er man beskæftiget med at ordne de frelste levninger fra Rigsdagsbiblioteket, hvoraf andre henlå i buegangen mellem de kongelige kareter og karosser, stablet sammen på må og få. Ridehuset blev det første opmagasinerings sted for den reddede kongelige malerisasmling."

 

I tidens memoire litteratur har denne begivenhed sat dybe spor, men, som højesteretssagfører Johannes Stein skriver i sin livsmindebog, der var også erindringer af mere harmløs art, og det er navnlig de mange kejser og kongebesøg i København, både de årligt tilbagevendende, hvor det gjaldt sommerferieopholdene på Fredensborg Slot, og når der var større festligheder såsom Christian 9.´s regerings jubilæum og guldbryllupet.

 

Ved disse lejligheder benyttedes firspændige og seksspændige gallakareter.

Om czar Alexander 3. fortæller Stein, at han var en kæmpestor og svær mand, barsk og brysk af udseende. Attentatfrygten beherskede hele byen når han kørte igennem byen med vognen omgivet af beredent politi, altid af andre gader, end officielt angivet og altid i gallop.

 

Hvor der var særlig anledning til repræsentationsudfoldelse, benyttedes også de gamle guldkareter og for eksempel kørte kongeparret i guldkaret med gardehusar eskorte da den Store Nordiske Udstilling åbnede 17 maj 1888. Ved denne udstilling var Sadelmager Dahlman også representeret med en stor stand hvor firmaet viste sine varer, og en kavalkade over sadlernes udvikling, i samarbejde med Dansk Rideforbund. Dahlman modtog også diplom underskrevet af Christian 9. Og fik ros og diplom af dyrenes værn, for specielt udført seletøj som beskyttede hesten.

 

 

Guldbryllupsdagen den 26. maj 1892. blev den mest betydningsfulde af disse års kongefester.

Vejret var strålende og om afgangen fra Amalienborg til gudstjenesten i Slotskirken hedder det:

"Præsis kl. 10 kørte deres majestæter kongen og dronningen i den nye af København´s håndværkere skænkede, pragtfulde gallakaret (her havde Dahlman haft en finge med i spillet) under den tætte folkemasses ustandselige leveråb langsomt og hilsende bort igennem colonaden.

Forrest i kortegen var forridere og løbere og gardehusarer eskorterede. Et betagende minde om Christian 9.´s beskedent-stilfulde Repræsentationsudfoldelse. Kulminationspunktet i det højtelskede gamle kongepars, lange lykkelige liv."

 

Kongen afgik ved døden 16. februar 1906.

1863.

Christian 9. fik udført tospands galla stats komteseler med forgyldt ciseleret beslag hos Kgl. Hof Sadelmager Brødrene F. & L. Dahlman.

Det var et overflødighedshorn, der blev ikke sparet på noget. Pyntelæderet var med hvælvet læder og med tre rækker pyntesyninger i kanten og bladsyninger. Lange pressede sløjfer med pynte prægning. Specieltdesignet næsebånd med guldornamenter og guld kongekrone. Specieltdesignede kongekroner og kongevåbener. Stangkørebid med guldkroner på sidestangen.

 

Selerne blev nyrenoveret i 1888.

 

Disse seler blev senere ved lejlighed benyttet til guldbryllups kareten som kongeparret fik foræret af Håndværkerforeningen i København i 1892 som guldbryllupsgave. Til denne gave medfulgte også et sæt tospands galla komteseler med sølvbeslag leveret af sadelmager Dahlman.

 

Selerne kan beses i Kongelig Stalds museum, på Christiansborg Ridebane.

 

Hvis disse galla seler havde været med på verdensudstillingerne i London i 1862 eller Paris 1865, hvor Dahlman deltog, så havde de fortjent en guldmedalje.

 

De deltagende håndværker udstillere deltog altid i en konkurrence om hvilket firma der kunne præstere verdens bedste håndværk.

Den Kgl-Staldetats geschirr kammer Christiansborg Slot, lå på første sal over kørestalden. Til venstre Frederik 5.´s ottespands statsgeschirr, til højre gallaseletøjet til guldbryllupskareten.

Christian 9. foran Bernstorff Slot, min farfars onkel var ansat på slottet, og han skaffede ham i lære hos Dahlman i Tøjhusgade.

1864. Christian 9.´s barouche a la deaumont.

1864. Dragon Niels Kjeldsen

4. Dragonregiment, krigen 1864.

1865 Justitsråd Hansen

1870. Højbro Plads. Skovser fiskerkonerne. T. h. Det andet Christiansborg.

1872. Statuen af Frederik 7. opsættes og indvies på Christiansborg Slotsplads.

1875.Den svenske konge Karl 15., Frederik 8.´s svigerfar, ankommer til hoffest på Christiansborg.

1878. Den nygifte prinsesse Thyra afrejser med sin mand, den statsløse hertug Ernst August af Cumperland, til Østrig. De tager afsked med Christian 9. I baggrunden festfyrværkeri.

1880. kavalleriregiment ved den nyanlagte Slotsholmsgade. Otto Bache.

 

1880. Sadelmagergården Tøjhusgade 11. Staldmestergården, Christiansborg. Kgl. Hof sadelmager Brødrene F. & L. Dahlman´s sadelmagere. Der vises kumter og skyklapper.

1881. Slotsholmen. Det andet Christiansborg Slot.

1882. Kørestalden Christiansborg. Staldknægtene gør kørehestene klar til kuskene. Hestene stod i spiltorve dengang.

1883. Christian 9. og hans store royale familie samlet på Fredensborg Slot.

1884. Det andet Christiansborg brændte 3.10.1884. Slotskirken og Ridebaneanlægget overlevede ilden.

 

Alle de institutioner der havde til huse på Christiansborg måtte finde andre steder at være. Især Rigsdagen der måtte flytte til Fredericia- gade, hvor kunstakademiet lå, det nuværende Østre Landsret, der ligger i det gamle palæ på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade.

De fleste københavnere overværede branden. Slotskirken blev overdænget med vand for at redde den fra branden.

Branden set fra spiret på Vor Frelser Kirke på Amager. Branden kunne ses 30 km. væk.

1884.

Den sidst overlevende af Brødrene F. & L. Dahlman, Frederik Gustav Dahlman, vælger at stoppe som mester og firmaet overtages af grundlæggerens børnebørn:

 

Dattersønnen Frederik Johan Lauritz Petersen og

Theodor Dahlman, grundlæggerens sønnesøn, søn af sadelmagermester Lauritz Theodor Dahlman.

Frederik Johan Lauritz Petersen.

Født 6.7.1850. Død 14.5.1928.

Mester 1884 - 1928.

Formand for rejsestipendieforeningen for håndværkere og industridrivende. Medlem af Industriforeningens repræsentantskab. Oldermand i Sadelmager og Tapetserer lauget. I Håndværkerforeningens bestyrelse.

R. 1900. D. M. 1917.

 

Ovenstående maleri har før hængt i Håndværkerforeningen, hvor han var æresmedlem.

Theodor Dahlman.

Født 16.3.1856. Død 21.3.1912.

Mester 1884 - 1912.

Valget afholdes på Christiansborg.