SADELMAGEREN.

Sadelmageren arbejder på sit værksted han sidder på sin trebenede sadelmagerskammel og fremstiller en sadelbom til en klassisk dressursadel, bommen ligger på huggeblokken han tilhugger træbommen med en tingsel. På gulvet ligger bomme og bovtræer. Ved bagvæggen en rulle læder. Foroven to blankkandar hovedtøjer med stangbid i, et bovtræ (stavtræ) med øgpude, en klassisk dressursadel eller turneringssadel med schabraksadelunderlag, på disken økse, tengsel og båndkniv. Han falbyder varene på disken i salgsboden foran værkstedet.

Der er følgende tekst til billedet:

Kom hid, hvem der skal have lavet sadler! Jeg laver sadler til adelsfolk og krigsbrug. Smukke sadler til damer, som de altid tager sig fornemt ud på. Desuden finder i alle slags sadler til turnering hos mig, såvelsom sadler til bønder og vognmænd. Jeg tilbyder også gode hestekumter eller bovtræer (til trækseletøj, en pude med enten bovtræ eller kumtejern, hvor trækket lå på hestens skulder, kumten blev lagt op over hestens hals og gik ned til bringen eller boven).

REMMESNIDEREN.

I Danmark beskrives remmesnideren allerede i 1460. Sadelmageren beskrives første gang 

23. juni 1549. Fagene remmesnider og sadelmager blev i Danmark slået sammen i 1797, og kom til at hedde sadelmager. Remmesnideren fremstillede seletøj remme og lignende. 

Remmesnideren beskrives således:

Mine bånd er helt igennem af godt læder, belagt med klare farver af rødt, brunt, gult, askegråt og hvidt. Bånd af læder fra Køln, omhyggeligt forsynet med nitter, ungarnsk bånd, seje lange og stærke. Billige bånd til markedet, og desuden tre slags snørelidser, så den, der har brug for dem skal blot komme her.

PUNGMAGEREN.

I Danmark var pungmageren og sadelmageren i samme laug, sadelmager lauget, og beskrives således:

Kom til mig hvem der vil købe! Her finder i mange varer gjort af hjorteskind, semslæder (læder garvet i fedtstof, især tran), læder fra Eger (by i Ungarn alungarvning, kaldet hvidgarvning der giver meget fint læder), Prøjsen, Köln og Rusland, af fåreskind og kalveskind, alskens håndlavede vadsække til mænd, og mange slags handsker, ikke at forglemme, desuden smukke damepunge og punge til bønder, munke og præster.

GARVEREN.

Garveren har slået huden på bommen hvor han med en sløv garverkniv skraber hårene af på narvsiden og med en skarp garverkniv skraber fedt og kødrester af på bagsiden, kødsiden. Bagved er huderne lagt i garvegruber, med vand og egebark, hvor den egentlige garvning foregår.

Billedet beskrives således:

Jeg hænger huderne ned i bækken, (hvor de skylles for blod og urenheder), derpå kaster jeg dem i askeluden, (en blanding af vand aske og læsket kalk, der løsner hårene); det samme med kalvehuderne. Derefter kaster jeg dem i et garvebad med bark, hvor de hviler et stykke tid, (Det var meget almindeligt at garveprocessen to op til et år) derpå hænger jeg dem op på stængerne,(for at de skulle tørre langsomt) børster dem rene med en børste og falbyder dem på læderdisken.

PERGAMENTMAGERREN.

Pergamentmageren fremstillede ugarvet læder, som blev lyst, lidt gennemsigtigt, meget slidstærkt hårdt og stift. Det benyttedes til mange formål hvor skindets egenskaber kom til sin ret:

Som trommeskind på trommer, som stærke læderforinger indvendig i sadler, i militærsadler byggede man det indvendige sæde op med pergament, for at forme pergamentet blev det lagt i vand og blev blødt som en klud, så blev det formet over en træform og evt. sømmet på så det sad meget stramt medens det tørrede, når det var tørt, så blev det fordi det var ugarvet, så stift og hårdt som en sten. Fra oldtiden blev det brugt til at skrive på, de såkaldte pergamentruller.

Pergamentmageren beskrives således:

Jeg køber fåre, bukke og gedeskind. Så lægger jeg huderne i luden, (for at hårene løsner sig). Derefter skraber jeg dem helt rene, spænder hvert enkelt skind op på rammerne, pudser det så af og laver pergament af det med megen møje til min forretning. Af øre og klov koger jeg så lim. Alt det sælger jeg derhjemme.

SLAGTEREN.

Efter dyret var slagtet så blev det pelset, huden blev skåret af dyret med en skarp kniv, de værste kødrester blev fjernet, og huderne blev saltet ned for at stoppe forrådnelsesprocessen. Huderne blev derefter hvis det var i en landsby solgt på markedet, hvor mange bønder selv garvede huder. Eller til sadelmageren hvor det var almindeligt at landsbysadelmageren selv garvede og fremstillede læder, det krævede bare at der var rindende vand i nærheden, f. eks. en å så huderne kunne blive skyllet og han kunne få vand til afhåringsbadet og garvegruben. Eller de rå saltede huder blev solgt direkte til garveren.

Slagteren beskrives sådan:

Kom hid hvem der mangler kød til at syde, koge og stege, af okser, kalve, får og svin, gode, fede og friskslagtede. Gode forretter, kalvehoveder, tæer og indmad, kallun, oksemaver er ikke så ilde. Den der lægger rede penge på bordet, ham vil jeg give godt køb.

PASSERMAGEREN.

Passermageren fremstillede alle værktøjer i stål, blandt andet knive til sadelmageren og garveren, foruden alle sadelmagerens værktøjer: Kantjern, falsejern, passere, huggejern til huller, tænger, bor, save og mejsler, skruetvinger og meget andet.

Passermageren beskrives således:

Jeg laver mange slags værktøj, fine passere og krumpassere, mange slags tænger, både riflede og glatte, drejestål, garverknive, værktøj til mange værksteder, til trædrejeren, kobbersmeden, snedkeren, kandestøberen og barberen. Jeg laver desuden mange kunstfærdige ting, smukt graverede glatte og fine.

SPORESMEDEN.

Sporesmeden fremstillede sporer, forskellige bid bl. a. kunstfærdige kandar stangbid, stigbøjler og mange metalvarer til hesten, de præsenteres på bordet i salgsboden foran værkstedet. Der kommer meget lys ind af de åbne vinduer uden glas, dengang var det eneste lys de havde at se med tællelys. Så det var bare med at arbejde medens der var dagslys.

Han beskrives således:

Jeg laver sporer af stål og jern, sværtede og fortinnede, som man roser, eftersom de ikke skader hesten alvorligt. Til heste der er lumske og ikke vil lystre, laver jeg et skarpt bidsel, der med sikkerhed driver den frem. Til bonden der blot vil have det billigt, laver jeg det meget grovere.

SMEDEN, BESLAGSMEDEN.

Smeden arbejder  ved armbolten med hammer og smedetang, i bagrunden essen hvor stålet varmes op, han smeder alle stålemner, hestesko, beslag til dyr, hestevogne, låse og alle beslag til andre håndværkere, mange gange havde han en medhjælper så de var to til at smede jernet med de store smedehamrer. Udenfor salgsboden er en hest klar til at blive skoet.

Han beskrives således:

Jeg beslagsmed kan sko heste og desuden beslå hjul, kærrer og vogne, Jeg er også ferm til at studse hestehaler, og årelade de heste, der har en skavank. Jeg kan helbrede snive ,(sygdom der navnlig angriber heste og giver kraftig næseflod), og skab og skære for fibel, (sygdom hos heste hvor halskirtlerne svulmer op), og hvid stær. Kykloperne er jeg tak skyldig! De opfandt smedekunsten. (Kykloper i den græske mytologi kæmper med kun et øje midt i panden, sønner af uranus og Gaia, medhjælpere hos smedeguden Hefeistos hvor de smedede tordenkiler til Zeus og sværd til Heroerne).

HARNISKSMEDEN.

Harnisksmeden smeder stålharnisker og brynjer til ridderen og hesten, de færdige produkter er udstillet i salgsboden på disken foran værkstedet og beskrives sådan:

Jeg smeder gode stålharnisker til både hest og mand, fulde rustninger og hesteharnisker til brug i slagene, godt udstyrede; også harnisker til turneringer og ridderspil, desuden alle andre slags, hvad de så end hedder, i jævn udførelse til den almindelige soldat. Det har Spartanerne opfundet.

BJÆLDEMAGEREN.

Bjældemageren beskrives sådan:

Jeg er så bjældemageren, ophavsmand til pragt og løjer. Jeg laver store og små, fine og pæne til kanernes seletøj, endvidere velstemte bjælder til brug på ridebanen, desuden bjælder til narren med briksen (Et redskab bestående af tynde sammenlagte træstykker, som ved slag giver en skraldende lyd og især anvendes af narre og harlekiner), og bjælder til narrehattene, som folk stavrer omkring med til fastelavn.

VOGNMAGEREN.

Vognmageren er ved at bore hul i vognhjulet til akslen.

Vognmageren beskrives sådan:

Jeg laver hjul, vogne og kærrer, rullevogne (vogn til transport) og rejsevogne (vogn til rejsebrug) til store herrer. Karme (stor og bekvem vogn, ofte lukket karet) til fine damer. Jeg laver også plove til bonden og desuden sluffer (et lad eller kasse forsynet med meder, til transport) og harver. Jeg fremstiller det hele af godt træ. Jeg arbejder hårdt alle mine dage. Frygerne (et indoeuropæisk folk, hvis rige lå i det nuværende Anatolien, og nåede sit højdepunkt år 800 f.kr.) var de første der opfandt vognen.

BØRSTENBINDEREN.

Børstenbinderen der lavede håndtrukne kvalitetsbørster og kardesker til hesten, og husholdningerne.

Børstenbinderen beskrives således:

Man kalder mig børstenbinder. Jeg laver alle slags børster, smukke børster til fruer og frøkener guldbetrukne og en fryd for øjet, også bløde klædebørster, og fejekoste til tjenestefolkene, og børster som man vasker glas med, når de er blevet snavsede.

Skomageren der lavede ridestøvler til rytteren. Skomagersvendene i forgrunden bruger en syklemme til at holde skoene medens overlæderet bliver håndsyede på bindesålen. På bordet kvartmånekniv, krumkniv og lædersåler.

Skomageren beskrives som følger:

Kom hid hvem der har brug for støvler og sko. Dem kan jeg lave i god kvalitet, og så de passer. Bøsse, armbrysthylstre og vadsække, brandspande og overtræk til rejsekister, ridestøvler med krage, langskaftede støvler, tøfler foret med stof, vandstøvler og udringede sko, damesko efter høvisk mode.

Skrædderen.

Skrædderen fremstillede beklædning til rytteren, og dækkener til hesten. De to skræddere sidder i skrædderstilling på arbejdsbordet og håndsyer beklædning. Til højre på væggen en fruekjole. Mester er ved at klippe klæde ud til højre.  I salgsboden foran vinduet udstilles beklædning

Skrædderen beskrives sådan:

Jeg er skrædder. Jeg laver telte til krigsfyrsterne til brug i felten og hestedækkener til ridderspil og turneringer. Jeg klæder dem efter vælsk (som regel italiensk og fransk mode, her italiensk) og fransk mode på fuld høvisk vis. Deres hoffolk og de smukke fruer klæder jeg i fin fløjl og silke og menigmand i uldklæde.

Gørtleren.

Gørtleren fremstillede mindre genstande af messing, kobber, bronze og andre metaller f. eks. spænder, dørgreb og beslag. Han udførte også læderarbejde, gørtleren i forgrunden er ved at udskære læder til et bælte, han bruger en kvartmånekniv. Det ser ud til at han selv garver læder, til højre i billedet er en garverbom hvor han med den sløve kniv der ligger på gulvet kunne skrabe hårene af huden inden den egentlige garvning. Bagtil præger den ene i læder med et stempeljern, og den anden slår huller med et hullejern. I midten en lille esse, en smedetang og en blæsebælg. I udsalgsvinduet i salgsboden ved disken hænger bælter og remme

Gørtleren beskrives sådan:

Her finder i velgjorte bælter af læder, kunstfærdige og smukke, med smukt graverede spænder og bånd udsmykket mesterligt med plantemønstre; prægede og glatte, brede og smalle, ikke mindst de bedste mandebælter: Som man kan se laver jeg også stempeljern, (Instrument hvormed der laves mønster eller billede, f. eks. i en metalflade eller læderoverfladen, narven.) brændejern og graverer segl.